Vores mad-issues påvirker børnene

familie, mad, spisning, slankekur, kommunikation

Hvordan taler I om mad hjemme hos jer?

Jeg har et ambivalent forhold til mad. Så er det sagt. Jeg elsker mad og jeg hader mad. Jeg har issues med mad. Mad og mig er in a complicated relationship. Man kan holde sig i live ved at spise, og man kan slå sig selv ihjel ved at spise. Og stort set alt i det spektrum rummer en mulighed for debat. I dag bl.a her.  Vi har alle holdninger til mad. Til mad-trends, madkultur, til smag, til sundhed. You name it.

Mad og følelser er bestemt et tema, som mange slås med. Senest var jeg ved at få min kildevand (!) galt i halsen, da pædagogerne i mine børns SFO fortalte om, hvordan de hver eftermiddag kl. 14 serverer hygge. Det kalder de det. Det hedder hygge, men det betyder bare mad. Man navngiver måltidet med betegnelsen for en rar følelse og forbinder dermed helt uden at blinke mad med denne følelse”. (Ja, jeg stillede nogle spørgsmål til den konkrete beslutning).

Det bliver ikke mig, der blogger om ”sådan lærer du dit barn at spise xxx” (sæt selv ord ind: alt, sundt, pænt, palæo etc.). I hvert fald ikke pt. Derimod er jeg optaget af, hvad det er for en med-fortælling, der ledsager vores mad-fortælling. Lad mig bare lige smide nogle spørgsmål op i luften: 

Hvad er det du også fortæller dit barn, når du siger:

  • Jeg er på kur
  • Vi skal rigtig hygge os (og konsekvent sætter søde sager frem)
  • Spis op
  • Det feder
  • Noget nedsættende om maden (det er usundt/fyldt med kemi/ikke rigtig mad osv.)
  • Du skal smage
  • Jeg er blevet for tyk

Og hvilke signaler sender du mon, hvis du evig og altid kredser om sundhed og italesætter sundhedskrav, og –idealer? Eller hvis I ivrigt afprøver alle de nye skiftende mad-trends?
 

Disse udsagn og temaer er ikke nødvendigvis skadelige. Langt fra faktisk. Vi kan ikke lade være med at tale om mad og det skal vi bestemt heller ikke! Men hvad betyder det hjemme hos jer? Hvilken betydning tillægges ordene? Og hvor ofte falder de? Kommenterer du f.eks. ofte på din egen eller andres krop, vægt, etc.? Hvad er tilladt hos jer, og hvorfor er det sådan? Er mor og far enige om reglerne, og hvordan formidles de egentlig? Tit har vi jo ikke gennemtænkt disse ting. Det vælter ligesom bare ureflekteret ud af munden. Men det skader altså ikke med et lille signal-eftersyn.

De dobbeltmoralske regler

Jeg er bestemt ingen helgen. Så langt fra! Tilværelsen med børn er fyldt med dilemmaer. Herhjemme har vi f.eks. den regel, at børnene ikke må få sodavand. Alligevel ser børnene mig drikke det søde stads (Vi har samme regel med øl og vin, men det er jo mere legitimt at nægte sine børn og de hører aldrig om venner, der gerne må få alkohol, så det har ligesom ikke været aktuelt).

Men det er svært at forstå, hvorfor jeg må, når de skal afstå. Også for legekammerater, der gerne må få sodavand hjemme. Jeg plejer at forklare, at er her børn ikke må få sodavand. Om man hjemme hos andre har andre regler, er ikke noget jeg kommenterer på. Vi har bare vores regel her. Til mine egne børn har jeg fortalt, at jeg mener sodavand er usundt for kroppen, og at det er grunden til, at de ikke får det serveret. Alligevel kan jeg ikke selv helt lade være med at nyde denne udskældte drik, og når børnene bliver store, må de selv bestemme om deres krop også skal have sodavand. Men så længe jeg vælger for dem, fordi de er børn, så vælger jeg, at de ikke får det. Ikke får den vane jeg har. De har smagt det. Bevares. Den ene kunne rigtig godt lide det. Hun synes, det er en træls regel. Den anden er ligeglad.

Hvad har sådan en beslutning så af konsekvenser? Vi har truffet valget ud fra de bedste hensigter. Det tror jeg, alle forældre altid gør, uanset om det virker sådan udefra. Vi har valgt ud fra vores overbevisninger og fra vores formodede viden om sodavand og sundhed. Men vi kan tage fejl. Det kan vise sig en skønne dag, at vi har begået en enorm brøler. Vi ved det ikke. Og vi må samtidig leve med, at vi indirekte - og helt uden at ville det - sender nogle uheldige signaler til vores børn:

  • Vi passer på jer - men ikke på os selv.
  • Vi passer på jer – jeres venners forældre er ikke helt så omsorgsfulde overfor deres børn.
  • Vi beskytter jer mod sodavand - men fredagsslik er okay.
  • Når I alligevel får lov at smage, så er der lige et vindue, hvor vi gør noget usundt imod jer.
  • I har (måske) lyst til noget, som er dårligt for jer. (Fy skamme)

Lige meget hvordan vi taler om mad, så har det betydninger, som vi ikke er herre over. Derfor påstår jeg heller ikke, at jeg har opskriften på den rette tilgang. Vi bærer alle vores madkultur med os. Vi har noget med fra vores barndom. Fra medier. Fra venner. Fra ydre forventninger og forestillinger. Fra vores inderste ønsker og ubevidste antagelser. Og - vi skal sammen med partner og børn etablere familiens egen madkultur og vælge hverdagsritualer, der fungerer for alle. Det er ikke sådan lige til at gøre. Mine råd i den sammenhæng er:

  • Overvej hvilke værdier jeres familie står for, og hvordan de skal komme til udtryk i jeres familie-kultur.
  • Overvej hvilken stemning I ønsker  rundt om middagsbordet.
  • Overvej hvilke signaler I sender med jeres ord og handlinger.
  • Kommuniker kærligt og hensynsfuldt når I sparrer med hinanden. Det kan føles sårbart at møde kritik, der vedrører forholdet til mad.