Sådan slipper du af med skæld-ud-kulturen derhjemme

Undgå skæld ud, god kommunikation og opdragelse

Tak for rigtig meget god feedback på min skæld-ud-blog fra i fredags. Den var ikke tænkt som en mavepuster til alle os, der af og til skælder vores børn ud (statistisk set skælder næsten alle småbørnsforældre ud), men hvis min blog har mildnet eller helt standset en skideballe eller tre i ugens løb, så er det jo ikke en dårlig ting. Synes jeg. Nu vil jeg så i stedet følge op med værktøjer til hvad man kan sætte i stedet for skæld ud. For som sagt, skæld ud er jo ofte blot en reaktion på, at vi føler os magtesløse og ikke synes, at vi trænger igennem. Det hjælper bare ikke at hæve stemmen og skamme børnene ud. De lærer at frygte os, ja. Og de lærer at føle sig forkerte. Men de lærer lige netop ikke det, vi prøver at få dem til at forstå med vores vrede ord. Det min - helt personlige - erfaring, at når forældre ønsker at rette op på deres børns adfærd, er nøglen altid at rette op på forældrenes egen adfærd. Det kalder jo på selvindsigt. Uha - bvrd!! Hvad skal det nu til for?

Hjemme hos familien Holmgren har vi tænkt længe og grundigt over, hvordan vi ønsker at opdrage vores børn (Tillykke. Flot, os!). Og så prøver vi at efterleve det, så godt vi kan. Af og til glipper det. Nogle gange reviderer vi vores synspunkter. Nogle gange er vi ikke enige. Så må vi diskutere os frem til et kompromis. Jeg vil ikke udpensle alle vores overvejelser om børneopdragelse her (lige nu), men blot opridse de dele, der vedrører skæld-ud-kulturen eller rettere, hvilke værktøjer vi bruger for at undgå skæld ud. Hermed ikke sagt at skæld ud aldrig forekommer. Men vi tager det på os at stå til ansvar for vores følelser og eventuelle udbrud. Og vi gør os umage for ikke at gøre børnene til de forkerte, når vi selv bliver vrede. Vores børn fortjener nemlig, at vi gør os umage med at være deres forældre. De har jo ikke andre. Derfor har jeg i dag valgt, at bloggen skal handle om:

Mine fire vigtigste nøgler til at slippe af med skæld-ud-kulturen i familien

#1 Lyt

For at forstå hvad dit barn er optaget af, må du øve dig på at lytte. Ordentligt. Med både ørene og hjertet, om du vil. Spørg dit barn, hvad det er optaget af. Spørg ind til legen eller aktiviteten. Og lyt! Lyt til det svar du får – eller ikke får. Lev dig ind i barnets verden. Se bagom balladen eller den adfærd du gerne vil udrydde og prøv at identificere, hvad det egentlig er, barnet prøver at sige, lære, opdage, undersøge, afprøve. Hjælp barnet til at nå sit mål på en måde, du selv kan acceptere, støtte og deltage i. I stedet for at igen bare at sige ”nej” og ”det må du ikke”.

# 2 Vis vejen

Børn gør af og til (nogle oftere end andre) ting, som de bare ikke må. Jeg har tit tænkt på, hvordan alle andres børn kunne være så rolige og beherskede, mens mine egne fløj rundt og pillede i alt og væltede verden på vejen. De børn, som skal opleve verden med fingrene, for virkelig at forstå den, kan ikke bare tales til rette gennem formaninger og irettesættelser. De lærer det ikke sådan. De hører det knap nok. I stedet virker det at de voksne viser vejen hen til det, børnene gerne må. Med kroppen. Så i stedet for at barnet tyve gange om dagen (hvis det kan gøre det) skal høre på ”nej” og ”stop” og ”kan du SÅ lade være”, så rejs dig op, tag barnet i hånden og inviter til en leg, som ikke involverer den tændte kogeplade eller pottemulden. Find ud af hvordan du kan tilrettelægge omgivelserne, sådan at barnet kan gøre sig lige så interessante erfaringer, som det før var ude på, bare uden at overskride de rammer du har sat op. Og husk at vise hvordan. Ikke kun med ord. Spil for, leg det, vis det.

#3 Slip forventningerne

Hvad er det egentlig du skælder ud over? Er det noget, der er så vigtigt, at du er nødt til at bruge hårde ord? Børn oplever skæld ud som krænkende. I en bog jeg læste engang beskrev en pige skæld ud som ”når voksne slår – med munden”. Hvad ville der ske, hvis du slap dine forventninger til hvordan ”velopdragne børn bør opføre sig”? Hvad ville der blive plads til i dit barns hverdag, hvis I sammen (gen)opfinder hvordan den mest glædesfyldte, kærlige og lærerige barndom tager sig ud i netop jeres familie? Uden at skele til hvad vennekredsen gør eller hvad andre børn tilsyneladende kan. Hvis de voksne opfører sig ”ordentligt” skal børnene nok ende med at gøre det samme. Også uden at blive rettet på dagligt.

#4 Flow frem for stress – hav det godt selv

Hvis jeg ønsker, at min familie trives, må jeg sørge for, at jeg selv trives. Jeg har - lige som mange i min situation - brugt ret lang tid på at overse mig selv og udsætte mine egne behov, siden jeg blev mor. Og helt forståeligt. Pludselig var der jo børnene at tage sig af. I første række. Og med dem var den vigtigste i mit liv pludselig en anden end mig selv. I mit tilfælde betød det, at jeg blev ret ferm til at overhøre mine egne signaler om, hvad jeg selv trængte til, og hvad der var godt for mig lige nu. Jeg var tilpas pligtopfyldende til at opleve den slags tanker som en lille smule grænseoverskridende; Jeg troede vist, at det var utiltalende at være selvoptaget. Men jeg har lært, at de tanker er vigtige for hele familiens trivsel. Når jeg ikke lytter til mig selv, bliver jeg meget nemt stresset, træt eller bare mellemfornøjet. Og helt uden at jeg selv lægger mærke til det. Mine børn reagerer altid, når jeg er stresset. Gerne ved at virke mere plagende og utidige end ellers. Det er vist deres måde at fortælle, at noget er i ubalance. Det er klart, at i en lille sluttet kreds, som en familie er, betyder den enkeltes humør og tilstand meget for helheden. Så når mor er stresset og ude af balance, gælder det også tit børnene. Også farmand mærker belastningen. Det tog mig lidt tid at fatte, at opmærksomhed på mig selv og min egen trivsel faktisk kunne være en gave til min familie. Logisk, egentlig. Men i praksis, med to små børn, der (konstant) kalder på moar, kan det være snublende let at glemme…

Jeg øver mig i at gøre ting, som jeg bliver glad af og får energi af. For min egen skyld. Alene eller sammen med de andre. Det giver mere flow i hverdagen og reducerer oplevelsen af stress og frustration – hvilket igen giver langt færre udslag på skæld ud-indikatoren.

Glansbilledmor eller et rigtigt menneske?

Jeg tror ikke på, at man bliver lykkelig, hvis man aldrig bliver sur, vred og frustreret. Og jeg tror ikke på, at man kan være en god rollemodel, hvis man ikke tør stå ved hele repertoiret i sit følelsesregister. Vi er jo mennesker. Vores børn kan godt tåle, at vi er tydelige voksne, der måske bliver ulykkelige - og så bliver glade igen. At vi bliver uenige – og finder hinanden igen. At vi bliver rasende – og senere igen bliver rolige og milde. På den måde lærer vi dem jo, at kriser kan tackles. Ikke helt undgås. Derfor forbeholder jeg mig retten til at blive f.eks. vred. Også over noget, der involverer børnene. Men jeg giver dem ikke skylden og siger ikke ”se nu hvad du er skyld i, det var også dumt af dig at…”. Jeg siger i stedet ”Jeg bliver vred, fordi jeg ikke ved, hvad jeg ellers skal gøre” eller også siger jeg ”Jeg kommer til at råbe, fordi jeg tror, du slet ikke lytter. Jeg vil egentlig bare gerne tale med dig”.  Det er min måde at tage ansvar for situationen og stemningen. Uden at gøre mit barn forkert.

Tiden, der altid mangler

Jeg kan lige så godt sige det, som det er. At lytte, sådan for alvor. At vise vejen.  At slippe sine overflødige eller urimelige forventninger. At drage reel omsorg for sig selv. Alt det kræver, at vi investerer vores kostbare tid. At vi er til rådighed, når vores børn vil vise os, hvem de er. At vi giver hinanden lov til at være langsomme. Det er svært. Men det gør ikke noget, at vi ikke er verdensmestre. Børnene værdsætter også, at vi bare gør vores bedste. Som Eckhart Tolle skriver i ”Nuets kraft”, så er vi nærværende i det øjeblik vi overvejer om vi egentlig er nærværende. Det har hjulpet mig til at få lidt fred med, at jeg faktisk ikke ret tit er det. Nærværende.

God vinterferie.