Hvorfor dine tanker og din adfærd er afgørende for dit barns fremtidige lykke

Tanker og følelser, dit barns lykke

Vi ønsker alle, at vore børn er - og forbliver – lykkelige, også som voksne.  Men hvordan i al verden kan vi forældre gøre noget for at øge chancerne for, at vores børn får et lykkeligt voksenliv? Det er jo ligesom deres liv!

Lykkeforskningen

Lykke er jo et ret bredt begreb. Videnskabeligt set er det noget, der forskes i. For lykken er ikke bare én ting. Det du opfatter som lykken, er forskelligt fra det, som jeg opfatter som lykken. Selv helt tilbage i antikken var lykken en varm kartoffel. Og begreber fra den tid benyttes også i dag for at forklare nuancerne. Bl.a. skelner man mellem hedoni og eudaimoni. Ja, jeg ved det, det lyder som halvfrække tilbøjeligheder. Men hedonisk lykke er den type lykke, der indebærer nydelse og fysisk velbehag, mens eudaimonisk lykke henviser til oplevelsen af at kunne udleve sit fulde potentiale, altså en åndslig (frem for kropslig) meningsfuldhed og tilfredsstillelse. Ib Ravn* skelner på sin blog mellem høj (hedonisk) og dyb (eudaimonisk) lykke.

Lykkeforskningen frembringer vanvittig mange sjove og spændende resultater, og et af dem handler om, hvordan forældre er rollemodeller, når det kommer til deres børns chancer for at blive lykkelige som voksne. Navnlig et studie** viser, hvorledes mennesker, der stræber efter eudaimonisk lykke, selv har forældre, der enten har italesat eudaimoniske værdier som efterstræbelsesværdige eller været faktiske rollemodeller for stræben efter eudaimonisk lykke. Det samme gælder børn af forældre, der har i talesat hedonisk lykke som efterstræbelsesværdig eller selv været rollemodeller for at opnå hedonisk lykke. Disse børn stræber selv, som voksne, efter hedonisk lykke. Og det er jo logisk nok. At de værdier vi stræber efter, ligner dem, vores forældre har stræbt efter.

Det mest interessante ved undersøgelsen er imidlertid, at det kun var i de tilfælde, hvor forældrene var faktiske rollemodeller (ikke kun talte om det, men også handlede efter det), at børnene senere i livet selv kunne høste frugterne og faktisk opleve reel trivsel og lykke som resultat af denne stræben. Det vil altså sige, at vi - gennem italesættelse af vores egen opfattelse af et lykkeligt liv - præger vores børns forestillinger om lykken, men at tale alene ikke betyder, at børnene handler på det og opnår lykke som voksne. Det vil også sige, at hvis vi forældre selv følger vores ord op med handling, og derved optræder som positive rollemodeller, så vil vi øge vores børns chancer for selv at opleve trivsel og lykke i deres voksenliv. Det er da værd at tænke over. Vi går foran. Og hvis vi ønsker at være de forældre, som vores dejlige unger fortjener, så må vi tage vores ansvar som rollemodeller alvorligt. Og selv leve det liv, vi drømmer om. Vi kan jo ikke være sikre på, at vi får flere forsøg end dette ene.

 

*http://ibravn.blogspot.dk/2010/03/hj-lykke-og-dyb-lykke.html

** Veronica Huta, 2011, Happiness studies,”Linking Peoples’ Pursuit of Eudaimonia and Hedonia with Characteristics of their parents: Parenting Styles,Verbally Endorsed Values, and Role Modeling”, Springer