Det dit barn allermest trænger til (at du er)

Rollemodel, forælder, opdragelse

Om betydningen af gode rollemodeller...

Min datter har fået briller. I den forbindelse skulle hun have pupiludvidende dråber i øjnene og ses af en øjenlæge. Det kunne den familie, vi mødte på vej ned fra øjenlægens klinik, jo ikke vide. Familien stod (ved en fejl konkluderede jeg bagefter) af på 1. sal, hvor vi ventede. De steg ud, vi steg ind. De tog selv trappen den sidste etage ned, og vi mødtes i stuen. Jeg hilste og nikkede til familien og hjalp min syns-påvirkede datter udenfor. Faren i familien virkede vred over, at vi tog den nedadgående elevator, for da vi passerede dem, mumlede han, at ”ja, nu er der jo heldigvis nogen, der ikke er så dovne”. Kommentaren var møntet på mig og blev understreget af, at familiens teenagedatter hviskede ”Aj, far, hvor er du streng overfor dem”. 

I situation følte jeg mig vældig ramt på min retfærdighedssans og havde lyst til at forklare , at min datter jo sådan set nærmest ikke kunne se noget. Men det ramte også noget i mig, at mandens datter åbenlyst skammede sig over grovheden. For hvad var det for en rollemodel, han skulle forestille at være?

Han gav sin datter valget mellem på den ene side at sympatisere med sin egen adfærd og lære hende, at det er i orden at opføre sig uforskammet og nedladende overfor andre mennesker, man tilfældigt møder – og på den anden side at føle foragt for sin egen far, overfor hvem hun formentlig føler en stærk loyalitet. Indrømmet, jeg kender slet ikke familien. Jeg ved dog, at børn oftest søger at være loyale overfor deres forældre. Så det efterlader teenagedatteren i et dilemma: Skal hun tage afstand fra sin fars opførsel, eller skal hun tage afstand fra sin egen følelse af, at der skete noget, der ikke var i orden?

Faren var måske træt, stresset, udbrændt, hvad ved jeg. Måske havde han akut nældefeber steder han ikke kunne nå, eller måske var der noget helt femte i vejen. Så det er jo slet ikke sikkert, at jeg her oplevede farmands generelle humør eller opførsel, og det kan jo være, at han straks efter udbrød: ”Du har ret, skat. Det var jo slet ikke i orden at tale sådan til andre – jeg var et kvaj”. Hvem ved. Ikke desto mindre fik det mig til at tænke på, at vi som forældre altid er rollemodeller. Også når vi ikke gider at være det. Vi kan ikke bare håbe på, at rollingerne kun lærer af vores adfærd i vores mere stolte øjeblikke. De lærer også, hvordan vi tackler (eller ikke tackler) bekymringer, skam, vrede, raseri, udmattelse, foragt, fortvivlelse, sorg og alle andre følelser, som jo findes, og som ikke er spor lette at håndtere – eller gemme, men som vi ikke desto mindre ville ønske andre ikke altid så os fumle med. 

Så hvordan ønsker vi egentlig, at vores børn skal kunne håndtere den slags livet igennem? De vil jo møde både modgang og medgang i deres liv, nøjagtig som vi selv gør …  

Overbeskyttelse gavner ingen

Børn ikke lærer ret meget af at blive pakket ind og skærmet fra alle livets udfordringer. Det er den opdragelsesadfærd, som min generation bliver skældt ud for at praktisere. Den resulterer i de såkaldte curlingbørn (som vi fejer foran, så der ikke ligger forhindringer på deres vej gennem livet) og projektbørn (som vi planlægger og dyrker og sætter op på en piedestal). Det er ikke noget, der giver fremtidsparate børn. 

Selv holder jeg stædigt på, at mine børn lærer mere af at se mig tackle de svære ting og overvinde dem, frem for at de aldrig ser mig brænde sammen, fordi jeg går væk, når alt kokser.

(Husk dog, at det jo - desværre - ikke udelukker, at jeg også nogle gange er overbekymret og også kommer til at servicere mine børn og også  vænner dem til, at det hjælper at plage og alt muligt andet, der bestemt ikke står i den perfekte opdragers ABC)

Mine børn har ikke altid en mor i balance. De har en mor, der føler aaalt muligt. Jeg synes ikke, at jeg vil gemme det væk.  Og jeg har aldrig kunnet udsætte at være ked af noget (vigtigt) til senere på aftenen, når ungerne er puttet. Til gengæld hober det sig heller ikke op. Og så ser de mig genvinde balancen, som jeg mistede for en stund. Det er min facon. Min natur, måske. Og det er nu blevet en måde at lære mine børn at rumme følelsesmæssige udfordringer og håndtere problemer; de har jo set, at jeg finder min ro og balance igen hver gang (mere eller mindre elegant) og det lærer de af. 

At være en autentisk rollemodel

At være en god rollemodel betyder jo ikke at være en perfekt forælder. Ingen er perfekte. (Eller alle er perfekte?) Det er et meningsløst begreb i denne sammenhæng. Det handler jo frem for alt om, at vi skal vise vores børn en god og sund udviklingsvej. Det kan vi gøre, ved at arbejde på at være autentiske rollemodeller. Det vil sige, at være en tydelig voksen, der kan rumme sig selv, rumme sine følelsers mange nuancer, kan rumme andres - også sine børns - mange følelser, sige til og fra og kommunikere tydeligt og kærligt. Uden at fordømme og bebrejde. Uden at fralægge sig sit ansvar. Både for sin tilstand og for relationen.

En vigtig nøgle til at tage ansvar for relationen til sit barn er at kunne spørge sig selv:

Hvad trænger mit barn allermest til, at jeg kan være i dag?

Og hvis det er svært at høre svaret, så er der en fin udfordring at tage fat på for dig. For hvorfor er det så svært?

Når jeg spørge mig selv, hvad mit barn trænger allermest til, er svaret for mit vedkommende ofte, at hun trænger til en mor, der kan være legesyg og tålmodig. Nærværende. Væremåder, der ikke altid falder så naturligt for mit væsen. (Jeg må på jagt i skyggerne og se efter, hvad der er ved de kvaliteter, jeg vægrer mig ved.)

Svaret er desværre aldrig kontrol-fikseret, systematisk, reflekterende, snaksaglig. Noget der ellers falder mig dejlig nemt. Ja, øv.

Skal vi nu se nærmere på skyggesiderne, så har mine børn egentlig heller ikke riiiigtig brug for, at jeg er opfarende, utålmodig, træt, ugidelig, ligeglad, intolerant, kort for hovedet eller nedladende. Men hey, lad os være ærlige. Jeg er jo det hele fra tid til anden. Det kan jeg ikke skjule for dem. Men jeg kan demonstrere, hvad jeg gør med det, ved at tage ansvar for det og stå ved det. Det gør jeg primært ved at reflektere og forsøge at erkende, hvad der sker indeni mig. Og at det sker inden i mig. Så jeg ikke gør det til deres skyld. Det er altså en vigtig del af min måde at være forælder på, at forholde mig til mig selv. Udvikle mig selv. Reflektere. Frem for alt så tror jeg på, at jeg kommer længst ved ikke at dvæle ved det, jeg synes, der er forkert, men derimod ved at

  • forandre det jeg er træt af
  • udforske det jeg har lyst til at afvise
  • træne det jeg længes efter at være god til
  • udvikle det jeg er god til

Ikke kun for at pille i min egen navle (selv om det jo også er pragtfuldt) men i høj grad også, fordi jeg skylder mine børn at være en autentisk rollemodel, der kan rumme og stå ved mig selv.

Så… hvad trænger dit barn mon allermest til, at du er i dag? (og hvad sker der til, for at du kan være det?)