8 grunde til at prøve Loving Kindness-meditation

Loving-kindness meditation FamilieFlow

En modgift mod stress og jag

Meditation er ikke noget, der kun er egnet til bestemte typer mennesker. Meditation er for alle. Der findes en lang række meditationsformer, og det er et temperamentsspørgsmål, hvad du er mest til. Her får du en kort intro til den meditationsform, der kaldes Loving Kindness-meditation (LKM).

(Ja, jeg beklager altså det engelske navn, men jeg synes, at ”Kærlig Venligheds-meditation” lyder endnu mere… bizart)

LKM er en praksis, der er blevet stadigt mere interessant for forskerne indenfor de seneste år. Metoden viser sig nemlig at have en temmelig bemærkelsesværdig betydning for både vores fysiske og mentale helbred.

Hvis du ikke har prøvet at meditere før, kan det lyde både fremmed og svært, men det er faktisk ikke så skummelt. For mig er det et frikvarter fra verden. En lille gave fra mig til mig.

Et af mine yndlingscitater vedrørende meditation lyder sådan: ”Jeg mediterer én gang dagligt. Undtagen når jeg har rigtig travlt. Så mediterer jeg to gange dagligt”*.

Det er så genialt og et– for mig - efterstræbelsesværdigt ideal. Det er, når jeg er allermest fortravlet, at jeg har sværest ved at være i kontakt med mine værdier. Det er her, jeg har sværest ved at få mine styrker i spil. Det er her, jeg bliver sur og vrissende. Og det er her, jeg kan forledes til at tro, at løsningen på at kunne nå mere er at sove lidt mindre og spise lidt hurtigere, nedprioritere tid i naturen eller hvad jeg ellers kan finde på. I denne cocktail er det overordentlig sundt for mig at huske på dette citat. Det minder mig om min vejrtrækning, det hjælper mig til centrering og en større klarhed.

Nederst her i artiklen forærer jeg dig en guidet Loving Kindness-meditation. Alt du skal gøre er at sikre dig 8 uforstyrrede minutter og sætte dig godt til rette.

(Psst: Fra mit arbejde med familietrivsel, forældre og par har jeg erfaring med at både mor og far har glæde af lydfilen)

Det siger forskningen om Loving Kindness-meditation

Her får du en kort oversigt over, hvad forskningen** foreløbig har vist, at Loving Kindness-meditation kan betyde for vores mentale og fysiske sundhed:

  • LKM øger andelen af positive emotioner og reducerer andelen af negative emotioner: Studier viser, at træning i Loving Kindness-meditation øger oplevelsen af positive emotioner som kærlighed, glæde, tilfredshed, taknemmelighed, stolthed, interesse, morskab, stolthed og beundring.
  • Alt det ovenstående øger de personlige ressourcer, f.eks. i form af mere oplevet nærvær, mening i livet, social støtte og forbundenhed samt færre symptomer på sygdom.
  • Eksempelvis reduceres gener ved migræne og ved kroniske smerter gennem en meditationspraksis, ligesom symptomer ved depression og PTSD kan reduceres markant. Studier viser endvidere at LKM kan hjælpe personer med skizofreni!

Vores hjerner formes livet igennem af bl.a. vores adfærd og vaner. Derfor kan vi bevidst udvikle hjernen i bestemte retninger.

  • Med LKM styrkes de dele af hjernen, der har at gøre med empati, emotionel regulering og følelsesmæssig intelligens.
  • Fordi LKM på få minutter kan få os til at slappe af, har meditationsformen også gavnlig effekt på vores vejrtrækning og evne til at slappe af, hvilket igen er gavnligt for vores fysiske sundhed.
  • LKM forsinker aldring; De DNA-strenge, der sidder for enden af vores kromosomer, kaldes telomerer. De er vores biologiske aldringsmarkører. Vi ved, at stress forkorter telomererne og derved fremskynder aldring. Studier har vist, at personer med træning i LKM har længere telomerer end aldersmæssigt tilsvarende personer.
  • LKM øger graden af hjælpsomhed og styrker vores medfølelse og empati. Samtidig reducerer LKM vores fordomsfuldhed..
  • Personer, der praktiserer LKM, har lettere ved at være ”selvkærlige”, og hos særligt selvkritiske personer kan LKM reducere selvkritikken, dæmpe evt. depressive symptomer og styrke evnen til selvkærlig egenomsorg.

Kom godt i gang

Mange af disse gode effekter af LKM kan observeres efter selv korte meditationsforløb. Og der er samtidig virkelig gode langtidseffekter. Forskerne har desuden vist, at der er en direkte sammenhæng mellem hvor meget positivitet, vi på sigt vil opleve og antallet af minutter, vi har mediteret – så hvorfor vente?

Du kan jo prøve det af og overveje, om det er en praksis, du gerne vil have ind i din hverdag.

Du får den guidede meditation her:

God fornøjelse,

Nadia Holmgren

 

*Jeg har søgt længe uden at kunne finde kilden til dette citat, og jeg kan simpelthen ikke huske, hvor jeg oprindeligt hørte eller læste det. Kender du kilden, så tip mig endelig!

**Kilder til de nævnte forskningsresultater: Emma Seppala, Ph.D, Barbara B. Fredrickson, Ph.D., Styrkeportalen.dk. Kontakt mig gerne for nøjagtige henvisninger.