Trivselsfaktorer: Se om du selv trænger til forandring

Forskning i positiv psykologi har de seneste år dokumenteret hvilke faktorer, der har sammenhæng med vores lykke og personlige trivsel (kaldet SWB, subjective wellbeing) og hvilke faktorer, der (måske mod forventning) ikke betyder så meget.

Inden jeg præsenterer dem for dig, vil jeg dog understrege, at det kan være ret svært at bestemme årsag og virkning i flere tilfælde. Kan man f.eks. vide med sikkerhed om stærke venskaber bringer os lykke, eller er det snarere sådan, at lykkelige mennesker tiltrækker gode venner?

Uanset hvad, så er videnskaben sikker på at der findes en sammenhæng. Og det vil måske overraske dig at se hvilke faktorer, der korrelerer med vores lykke og trivsel – og hvilke der faktisk ikke gør.

Trivselsfaktorer

Mange af faktorene giver sig selv. Lad mig blot uddybe nogle ganske få:

  • At ægteskab er på listen skyldes, at det at være gift faktisk scorer højere end at have et papirløst samliv. Dog er det naturligt nok sådan, at et ægteskab, som er ved at gå i stykker, selvfølgelig scorer lavere end både papirløse forhold og singletilværelsen.
  • Vores sociale klasse har betydning for vores trivsel via de forskelle den pågældende sociale klasse præger vores livsstil og evne til at håndtere modgang med.
  • Når jeg skriver, at vi ikke bliver mere lykkelige af at have børn, er det fordi forskningen viser, at det ikke er tilfældet. Endda lader det til at forældre til småbørn (under fem år) og teenagere er mindre lykkelige end andre. Til gengæld er det også dokumenteret, at tilværelsen synes mere meningsfuld, når man har børn. Og at man lever længere, når man er forælder.
  • Endelig har vores selvoplevede sundhed – hvordan vi selv synes vi har det – langt større betydning for vores trivsel, en hvordan vores læge siger til os, at vi har det.

Så nu overvejer jeg:

  • Hvorfor bruger jeg så meget krudt på at være træt af mit kiksede, gule parcelhus?
  • Burde jeg ikke opprioritere min nattesøvn? (For slet ikke at tale om min motionsfrekvens…)
  • Holder jeg egentlig nogensinde rigtig fri?

 Hvilken forandring trænger du til at skabe for at øge din trivsel?

  

Kilde: I. Boniwell (2012), Positive psychology in a nutshell

Så vidt jeg ved, stammer det videnskabelige belæg for religiøsitetens positive korrelation med lykke fra Nordamerika, og jeg vil således ikke påstå, at det også gælder i Danmark, jnf. danskeres forhold til tro og religiøs praksis.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Post Navigation

%d bloggers like this: