”Tak til Emils mor, der har bagt i dag” – om neuropsykologi i børnehaven og de rum vi fælles skaber

I et nyt og spændende speciale – endnu ikke med tørt blæk – går stud.pæd.pæd.psyk Helle Sørensen i kødet på, hvordan vi forældre – og ikke mindst hvordan pædagoger i daginstitutionerne – kan inddrage socialt udsatte familier i fællesskabet og dermed understøtte en bedre udvikling af de udsatte børns sociale færdigheder. Forældrenes fællesskab smitter nemlig af på børnenes fællesskab. Og det gælder altså ikke kun for de såkaldt socialt udsatte.

Så hvad kan ikke-udsatte forældre lære af det?

Jeg har fået lov at interviewe Helle, der både fortæller, hvordan vi kan hjælpe de udsatte forældre (og dermed deres børn) ind i fællesskabet, og desuden løfter sløret for, hvad det er for forældrekompetencer, vi alle sammen helst skal have for at ruste vores børn ordentligt.

Tal sammen – det smitter

Helle, der altså lige om lidt kan kalde sig cand.pæd.pæd.psyk (hvilket lidt mere mundret kaldes for kandidat i pædagogisk psykologi) har arbejdet dels fra en neuropsykologisk vinkel og dels fra en community-psykologisk vinkel. Hendes speciale handler om, hvordan pædagogers samarbejde med forældrene kan få betydning for forældrenes forældrekompetence, og hvordan samarbejdet derigennem kan få betydning for udviklingen af børnenes sociale hjerne. Hun har også undersøgt, hvordan fællesskabet i forældregruppen kan få betydning for forældrenes forældrekompetencer, og hvordan pædagogerne kan hjælpe med at få socialt isolerede forældre ind i fællesskabet – hvilket især er vigtigt, hvis forældrene er udsatte.

Helle fortæller: ”Jeg har set på børnehaven som et community, hvor personale, forældre og børn alle påvirker hinanden på forskellige niveauer*, og herigennem blev det tydeligt, at eksempelvis fællesskabet i forældregruppen kunne påvirke fællesskabet i børnegruppen. Det understøttes endda af empirien brugt i VIDA**.”

Det vil altså sige, at det har betydning for vores børn, hvordan vi forældre befinder os med hinanden, hvordan vi kommunikerer og deltager i børnehavens liv.

Om at træne børns sociale hjerner

Jeg spurgte selvfølgelig Helle, hvad det med vores såkaldte forældrekompetencer har at gøre med vores børns hjerner:

”Mht. forældrekompetencernes betydning for udviklingen af hjernen har jeg set på vigtigheden af relevant stimuli for udviklingen af den sociale hjerne, og hvordan en mangel på stimuli kan få betydning for udviklingen og dermed barnet sociale funktionsniveau.

Når det drejer som sansefærdigheder, tyder forskningen på, at det er muligt at udvikle manglende sansefærdigheder ved hjælp af ”genoptræning” af hjernen.

Hvis dette også gør sig gældende for de sociale færdigheder, vil pædagoger kunne understøtte en positiv udvikling af barnets sociale færdigheder ved at styrke forældrenes forældrekompetencer gennem samarbejdet. Jo yngre barnet er, når ”genoptræningen” begynder, jo bedre.”

De vigtigste forældrekompetencer

De vigtigste forældrekompetencer

Så hvad er det for forældrekompetencer Helle taler om? Hun fremhæver især social støtte:

”Vi får f.eks. social støtte af andre mennesker, når de fortæller os, at vi er urealistiske, når de hjælper os med at tage beslutninger, og når de hjælper os med at overholde de forpligtelser, vi har indgået.

Vores hjerner har brug for denne støtte, da der i størstedelen af menneskets historie kun har været ringe mulighed for private beslutninger – de fleste beslutninger er blevet vurderet offentligt grundet de små samfund, mennesket har levet i. Vores hjerner er derfor blevet afhængige af denne støtte ***

Forældre i børnehaven kan sammen reflektere over opdragelsesmetoder, middagslure, skolestart etc. og dermed støtte hinanden i beslutninger vedr. egne børn – de kan være hinandens sociale støtte og dermed øge hinandens forældrekompetencer. Dette vil især udsatte forældre og deres børn have glæde af.”

Og som det vigtigste overhovedet fremhæver Helle vores evne til at tale med vores børn om følelser. Hun siger: ”Den vigtigste forældrekompetence er, at forældrene er i stand til at tale med deres børn om følelser; Hvordan børnene og forældrene selv følte i en bestemt situation, og hvorfor de mon følte sådan. Og også tale om, hvorfor andre mennesker mon gjorde som de gjorde i en bestemt situation.

Disse ting er helt essentielle i udviklingen af børns evner til at kunne identificere emotioner hos andre og forstå sammenhængen mellem andres formodninger og adfærd.”

Hvornår er man ”udsat”?

Helle har sin forskning været særligt optaget af såkaldt udsatte familier, så jeg kunne ikke lade være med at spørge lidt ind til det med at være ”udsat”. Hvor bredt dækker det begreb? Kan man være en lille smule udsat eller være det nogen gange? Hun svarer:

”Udsatte børn og forældre er børn og forældre, der lever i fattigdom og/eller under socialt belastende vilkår. I mit speciale er det ikke børn eller forældre med diagnoser og/eller handicap, selv om børn og forældre med diagnoser eller handicap kan også betragtes som socialt udsatte i en eller anden grad, da diagnoser og handicap kan være socialt belastende.
Hvis børnene har et handicap eller en diagnose, formoder jeg, at det er vigtigt at de andre forældre stadig tør tale med dette barns forældre, da det ellers kan medføre stigmatisering og social isolation af både det handicappede barn og forældrene. Ligeledes er det også vigtigt, at man tør tale med forældre med en diagnose. Dette kan dog stille større krav til de ”almindelige” forældre ift. at kunne finde den anden forælderes ”niveau”, da sådanne forældre måske ikke har samme mulighed for at kunne koncentrere sig om en samtale og reflektere over emner på samme måde som andre forældre.

Og ja, man kan godt være ”lidt” udsat eller ”nogen gange” udsat eller bare føle sig udenfor. Man kan f.eks. være udsat i forbindelse med skilsmisse, dødsfald i familien og andre lignende kriser.  Hvis man i en sådan situation har et godt netværk, vil man være mindre udsat end personer uden et stærkt netværk. Men selv krisesituationen vil gøre en udsat i større eller mindre grad – i hvert fald i en periode.

Man kan føle sig udenfor, uden at man umiddelbart vil blive betragtet som udsat. Men i det øjeblik man føler sig udenfor, vil man også blive udsat, da man så ikke (i den kontekst) har et socialt netværk. Alle mennesker har behov for et social støtte, da vores hjerner er beregnet til at fungere med social støtte.

Forælder til forælder – inviter til dialog om de lette emner

Og så er det oplagt at spørge, hvad man som forælder selv kan gøre for fællesskabet i en daginstitution, hvis man har ressourcerne til det? Ifølge Helle kan det være en meget god ide, at de forældre, der har overskud til det, er opmærksomme på, om der er nogle forældre, der altid holder sig for sig selv:

”Hvis man oplever familier, der altid holder sig helt for sig selv, vil det være godt, at de andre forældre henvender sig direkte og på en måde, hvor de isolerede forældre inviteres ind i en samtale om emner, som begge kan tale med om. Emner kan f.eks. være en tur børnene har været på – eksempelvis på biblioteket eller en tur i skoven -, et forældremøde eller årlige tilbagevendende begivenheder i børnehaven, f.eks. jule-tam-tam og den slags.

Hvis de socialt isolerede forældre lader til ikke at være interesserede i at indgå i en dialog og et fællesskab, er det deres eget valg, og så skal man ikke som ”med-forælder” presse dem. Men hvis de gerne vil indgå i et fællesskab, så vil de første skridt være taget ved, at de oplever, at der er nogen, der gerne vil høre om deres og deres barns oplevelser, og at de på den måde er en del af fællesskabet. Det vil formentlig gøre det lidt lettere for dem selv at henvende sig til ”med-forældrene”, når de oplever, at de andre ønsker deres tilstedeværelse, og at deres oplevelser og meninger har betydning for de andre forældre.”

Pædagogernes vigtige rolle

Helle har også helt konkrete svar på hvad pædagogerne kan gøre for at inddrage udsatte familier i fællesskabet:

”Pædagogerne skal først og fremmest respektere forældrene for den viden, forældrene har om deres eget barn – og de skal anerkende forældrene. De skal være bevidste om, at pædagoger og forældre ser børnene i forskellige kontekster, og at der derfor ikke er én sandhed eller virkelighed vedr. barnet. Når forældre føler sig respekteret og anerkendt af pædagogerne, efterspørger de selv vejledning af pædagogerne i højere grad og er mere lydhøre, når pædagogen vejleder dem.

Pædagoger kan desuden henvende sig personligt til de udsatte forældre, når der er sociale arrangementer i børnehaven. Der er større sandsynlighed for, at de udsatte forældre vil komme, når de bliver personligt inviteret. Til de sociale arrangementer kan pædagogerne skabe fokus på de udsatte forældres kompetencer, f.eks. ved at sige til de andre forældre, at det er X, der har bagt den her lækre kage, og X bare kan noget med at bage. Sådan bliver det lettere for de udsatte forældre at blive en del af fællesskabet i forældregruppen – for det bliver tydeligt, at de også har noget at byde ind med. De ”almindelige” forældre vil derfor være mere imødekommende over for de udsatte forældre. I fællesskabet med de andre forældre vil de udsatte forældre kunne få social støtte, hvilket vi som nævnt alle har brug for. ”

Hvad rager det mig og mit barn?

Ja, jeg ved godt, at sådan er der gudskelov ikke mange, der tænker. Men vi blander os heller ikke rigtig, vel? Vi tager ikke det ekstra initiativ, vel? Og hvorfor egentlig ikke?

Der kan vel næppe herske tvivl om, at vores børn har brug for at træne deres sociale kompetencer så godt som overhovedet muligt!

Vi opdrager børn til en hastigt forandrende verden. Vi opdrager børn til et samfund, vi ikke aner ret meget om. Vi kender ikke de krav og dilemmaer, der vil møde dem som voksne. Alt vi kan gøre er, at opdrage dem til selv at kunne navigere, til at være innovative, til at skabe sunde fællesskaber, til at passe på hinanden.

Det er ikke et udslag af hyggelig rundkredspædagogik, at vi i dag har lovkrav om, at alle daginstitutioner skal arbejde med vores børns sociale kompetencer. Det er fordi, ungerne har brug for dem som aldrig før. Og når vi nu ved, at det kræver, at vi alle investerer os selv og vores kostbare tid i de sociale fællesskaber, der er omkring vores børns hverdag, hvorfor så ikke ofre lidt næstekærlighed? Lad os prøve i det mindste at øve os i at se hinanden. At træde det lillebitte skridt udenfor vores komfortzone og vise oprigtig interesse i andre end de forældre, der ligner os allermest. Vi kan godt. Forpligter det ikke til handling?

*Urie Bronfenbrenners økologiske systemteori

** VIDA er forkortelsen for forskningsprojektet Vidensbaseret indsats over for udsatte børn i dagtilbud  

*** Grist, M. (2010). Steer – Mastering our Behaviour through Instinct, Environment and Reason. London: RSA Projects.

2 Thoughts on “”Tak til Emils mor, der har bagt i dag” – om neuropsykologi i børnehaven og de rum vi fælles skaber

  1. Anne on 8. oktober 2013 at 18:06 said:

    Super spændende, Nadia (og Helle)!

  2. Mette Wagenblast Sørensen on 9. oktober 2013 at 02:09 said:

    Virkeligt godt indlæg! Dejligt at se fokus på de små ting, der kan gøre en stor forskel. Tak

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Post Navigation

%d bloggers like this: