Skæld ud

”Husk nu mor, det hjælper ikke at skælde ud. Det har du selv sagt”. Så kloge var ordene fra min yngste datter forleden, da jeg kom til at bryde min egen regel om ikke at skælde mine børn ud. For hun har ret. Både i at det ikke har den ønskede effekt, og i at jeg har betroet hende dette.

Når vi skælder vores børn ud, bruger vi vores magt. Vi er større og mere erfarne end dem. Vi ved bedst. Virkelig. Tror vi. Skæld ud melder sig ofte som udvej, når man som voksen er tilpas frustreret over en gentagen (upassende) hændelse. Vi skælder ud når vi er magtesløse. Vi bruger vores sidste middel, når nu argumenterne ikke nytter. Vi bruger vores stemme og vores størrelse. Vi bruger dem til at få vores vilje. Forskning viser, at børn oplever skæld ud som en krænkelse. Det er som et verbalt angreb, der i visse sammenhænge kan sammenlignes med et fysisk. Og gentagne voldsomme overhalinger skader på sigt barnet, ligesom vold gør. Skæld ud forstås af os voksne oftest som noget, der kan kobles til det at ”sætte grænser” for børn. Der findes sådan en almen forståelse af, at vi forældre har ret til at skælde vores børn ud, hvis de overskrider de grænser, vi har sat op. Også selv om vi, ved nærmere eftersyn, ikke har været specielt grundige, tydelige eller endda kærlige da vi satte dem. Ordet grænser er svært helt at få rede på, og det kan med fordel erstattes af et mere præcist ord. Derfor vil jeg hellere kalde det for en regel, hvis det er en regel, jeg har lavet, og jeg vil hellere kalde det at sige fra, hvis jeg markerer grænsen ved at sige stop, nej eller lign.

Om regler

Først lidt om det med mine regler. Jeg har mange af dem. Jeg har fikse ideer. Jeg har f.eks. den ide at mine børn skal sætte sig på toilettet og ”tisse af” inden de skal i seng. Bare for en sikkerheds skyld. For at undgå en våd seng kl. 23. Men når så min datter på 5 nægter, så hæver jeg min stemme til et lidt mere insisterende og bestemt leje og siger ”jamen, det skal du”. Hun siger ”mor, jeg skal altså ikke tisse”. Her kan jeg så vælge at lytte og have tillid til mit barn. Eller jeg kan vælge at forsøge at knække hendes vilje, underkende hendes egen krops signaler til hende – alt sammen i den tro, at jeg ved bedst. At hun umuligt kan forudse en tissetrang, fordi hun er så optaget af en leg (som jeg jo kan se hun gerne vil tilbage til straks). Jeg vil ikke lyve. Nogle gange er jeg blevet vred over hendes vægring og har forlangt at hun fulgte min vilje. Og så har hun taget det på sig at få mor gjort glad igen ved at smile og sige med et glimt i øjet ”Jeg snød dig vist mor, jeg kunne jo godt alligevel”. Men nogle gange, når hun altså virkelig ikke vil det samme som jeg vil – det vil altså sige, når hun virkelig ikke vil følge min åndsvage plan, min overordnede strategi for hvordan man effektivt og uden svinkeærinder klarer en husholdning på nul-komma-dut – så siger hun (ofte råbende for at trænge ind til sin stressede, kommanderende mor) at ”jeg ved altså bedst om mig selv”. Så kan jeg lære det. For vi har nemlig talt om det med, hvem der bestemmer. Begge pigerne har fra tid til anden haft brug for at få på det rene, hvem der har mest at skulle have sagt. Er det dem, er det far, er det mor? Og nogle gange vil de jo meget gerne selv bestemme alt muligt, som de ikke rigtig får lov til. Så vi er kommet frem til, at selv om der er en masse regler og rammer, som vi voksne bestemmer og sørger for, så bestemmer de selv over deres krop, deres tanker, deres ord, deres humør og deres følelser. Det betyder jo f.eks., at jeg ikke kan bestemme, hvad de har lyst til. Og jeg bestemmer ikke, hvor meget de spiser. Jeg bestemmer heller ikke om noget ”er noget at være ked af”, og jeg bestemmer da slet ikke om de skal tisse. Set i bakspejlet er det jo grotesk, men i situationen virkede det nu helt rimeligt. Jeg havde jo en plan for hvordan de børn skulle puttes, og den kunne ikke bare sådan lige laves om. For der er så mange led i den plan jeg ikke var bevidst om og derfor ikke var vågen overfor.

At skælde ud på sine glade, legende børn

Det lille skænderi om toilettet er jeg ikke ret stolt af. Men jeg ved nu heller ikke, om jeg vil karakterisere det som skæld ud. Næ, når jeg ”rigtig” skælder ud, så ligner det nærmere det jeg præsterede forleden i Toys’r’us.

Den korte version er, at jeg selv havde planlagt en udflugt så dårligt, at jeg burde have forudset en middelstor konflikt. Alligevel gennemførte jeg mit forehavende, og skældte bagefter mine børn ud og bebrejdede dem, at det ikke var gået, som jeg selv havde ønsket. Pinligt. Tarveligt.

Den lange version – den med mine undskyldninger – lyder sådan: Jeg indså forleden, at jeg måtte finde en dag, hvor jeg kunne få begge mine børn med ud at købe fastelavnstøj. Der var kun 7 dage til at ca. 25 børn skulle indtage vores hjem for at slå katten af tønden og alle dage inden var temmelig godt fyldt op. Men jeg fandt lige et hul, hvor jeg kunne hente begge mine børn fra skole og børnehave, suse til Toys’r’us, finde udklædning og suse hjem igen, inden jeg havde et møde om aftenen. Derfor forklarede jeg i bilen, at vi havde travlt, og at der ikke var tid til at lege med alt legetøjet i hele butikken. Bare ind, find udklædning, betal og ud igen. Vi brugte alligevel en halv time på at finde tøjet og finde inspiration til næste ønskeseddel. Nu var jeg stresset. Og så gik mine børn i gang med at lege i de legehuse, butikken har stillet op lige ved kassen. Det tog fem minutter mere. Og så fem til, mens jeg stod på sidelinjen og hundsede med pigerne. Til sidst var jeg træt, varm, stresset og min tålmodighed var brugt. Da mine overtalelsesevner ikke rakte længere tog jeg dem meget bestemt i hver hånd og trak afsted med dem ud til bilen. De var ærgerlige, men kunne nok godt se på mig, at de havde nået min grænse – jeg havde sagt fra. Ifølge min egen oplevelse, mange gange. Men jeg kunne så åbenbart ikke stoppe ved det. I bilen skældte jeg dem ud og fortalte dem, at jeg en anden gang vil have at de hører efter. For ellers kommer de bare ikke med i Toys’r’us igen. Det er nemlig ikke for min skyld, at vi tager ud og køber fastelavnsudklædninger, hørte jeg mig selv snerre. Jeg fortalte med en vred stemme, at jeg var sur over, at de havde leget uden at komme, når jeg kaldte. De vidste jo, at vi havde travlt. De stakkels piger sagde undskyld. De ville lytte næste gang. Jeg måtte ikke nægte dem at komme tilbage en anden gang. Og måtte de godt alligevel prøve deres kostumer, når de kom hjem? Og dér fik jeg dårlig samvittighed. Når vreden damper af, ser man sig selv lidt udefra. Og kors hvor er det ubehageligt. Mine børn havde været i slaraffenland. De havde endda været glade og ikke for larmende. De udforskede og nød det fantastiske klatre-legehus. De var taknemmelige over at måtte få fint udklædningstøj. De havde mange forslag til, hvad vi også kunne købe. Og de havde fundet sig i, at jeg sagde nej, helt uden ballade. Til trods for at de var trætte og lidt sultne. Og så var det mig, den voksne, der mistede besindelsen og brugte min magt til at knække deres viljer. Og tilmed fremsætte den trussel, som jeg godt vidste, jeg ikke ville holde (en regel jeg ellers holder mig for god til at bryde). Min dårlige samvittighed har jeg endnu. På vejen hjem sagde jeg til dem, at jeg fortrød, at jeg var blevet så sur. Det var jo i virkeligheden, fordi jeg selv var bange for ikke at nå resten af mit program, at jeg var blevet så vred, og det var alene mig selv, jeg kunne takke for den sag. Vi aftalte, at vi lige skulle finde tid til at kramme og nusse, når vi kom hjem, så vi kunne blive ”venner igen”. Så vi lige kunne ”finde ind til hinanden” og lægge de hårde ord bag os. Børn har, heldigvis for voksne, let ved at tilgive. Og jeg tror på at jeg kan gøre skaden god igen ved at være ærlig og ansvarlig og tage ved lære, når jeg har begået en fejl.

Er skæld ud ikke en naturlig og nødvendig del af opdragelse?

Nej, det synes jeg faktisk ikke. Tværtimod.

I flg. børneforsker, forfatter m.m. Erik Sigsgaard, så vil skæld ud om 100 år være lige så uhørt og forkert, som vi i dag forstår det at slå børn. Man gjorde det engang, men i dag er det ulovligt. Vi ved hvor skadeligt det er. Skæld ud har endnu ikke samme status, men det kommer, mener Sigsgaard.

Vi bruger skæld ud som en måde at regulere vores børns adfærd. Sagen er bare den, at vores handling ikke virker efter hensigten. For når barnet får skæld ud, så lukker det af for læringen. Helt naturligt vil det forsvare sig mod et angreb. Selv om det er svært når angrebet kommer fra den man elsker allermest og er allermest afhængig af i hele verden, sin egen forælder. Man forsvarer sig med f.eks. gråd eller grin eller måske ser man helt tom ud i blikket. Fordi man ikke forstår og ikke kan rumme den voldsomme behandling man får. Det kan nok være, at barnet ophører med at gøre det, som det får skæld ud over. Men det skydes nok mere frygt eller forskrækkelse, end det skydes, at der finder en læring eller erkendelse sted. Skæld ud sender derimod den besked til barnet, at barnet ikke er godt nok, at det ikke har lige så meget ret som den voksne. Barnet vil sikkert mangle ord til at forklare sig, og når man mangler mulighed for at kunne forklare – og forsvare – sig, så føles et angreb krænkende.

Jeg har skuet ned for mine ører, mor

Dengang min ældste datter var 4 år, var jeg tit temmelig frustreret over, at hun ikke hørte efter, når jeg talte til hende. Og en dag, da vi skulle ud af døren – hun skulle hjem til en veninde og lege – satte hun sig midt i køkkenet og legede, i stedet for at tage overtøj på, sådan som jeg havde bedt hende om. Jeg sagde sådan til hende: ”Jeg har sagt mange gange til dig, at du skal tage overtøj og sko på, men du hører ikke efter. Hvis du ikke hører mig, hvordan skal jeg tro, at du hører efter de voksne, når du er hjemme hos Camilla?” Min datter svarede mig: ”Jamen moar, når Camillas mor snakker, hører jeg det altid. Det er jo kun når du snakker, at jeg skruer ned for mine ører”.

Det fik mig til at reflektere over det med, at børn ikke ”hører efter”. En frustration jeg ikke kun oplever selv, men også hører om fra mange omkring mig. Det virker vanvittigt provokerende, når børnene tilsyneladende overhører en, selv om man står lige ved siden af. Men hvad er det egentlig, vi siger til dem? Er budskabet sendt ordentlig afsted? Det er jo ikke sikkert, at det er modtageren af budskabet, der er galt på den. Hvad med afsenderen?

Når mine børn ikke hører efter forsøger jeg at undersøge:

–          Er det jeg siger egentlig værd at lytte til?

–          Hvad er mit ærinde egentlig?

–          Hvor stresset er jeg?

–          Hvor tydelig er jeg?

–          Kan jeg overhovedet lytte til det, mit barn prøve at fortælle mig lige nu?

–          Har jeg barnets opmærksomhed, eller skal jeg først fjerne andre indtryk, der lige nu overdøver mit budskab (f.eks. tv, musik, legetøj)?

–          Hvad er min bagvedliggende hensigt med det jeg vil sige?

–          Kan jeg handle anderledes og bedre her?

I perioder skælder jeg mere ud end ellers. Så er jeg så heldig at have en vågen mand, der spørger, om jeg er særligt stresset eller på anden måde under et pres som gør, at jeg åbenbart har mindre overskud. For familien kan jo mærke det. Det er dem, der betaler prisen. En udkørt mor er en sur mor, nogle gange. Og det gider de faktisk ikke. De vil derimod gerne hjælpe mig med at holde spejlet op foran mig, så jeg kan se efter og finde ud af at finde min balance igen.

Denne viden hjælper mig til ikke at skælde (ret meget) ud:

–          Børn er ikke med overlæg beregnende eller manipulerende

–          Børn kan ikke forudse konsekvenserne af deres handlinger, heller ikke selv om de har et sprog, der forleder os til at tro det modsatte.

–          Børn er ofte meget aktive og energiske når det kommer til at undersøge verden og alle tings funktioner. Det er sådan de lærer verden at kende. At skulle tvinge sig selv til at lade alting være, er umuligt for et barn.

–          Børn er loyale overfor deres forældre – hvis deres adfærd frustrerer mig, så skal problemet findes hos mig selv.

–          Børn er vise læremestre, der kærligt og præcist viser os, hvad vi trænger til at lære – det kræver bare at vi er vågne, tålmodige og modige nok til at forstå beskeden.

 

 

 

2 Thoughts on “Skæld ud

  1. Signe on 2. februar 2013 at 14:20 said:

    Hej Nadia,
    Jeg sidder lige her og griner…
    Ja der er gode de unger, men behøver du lige skrive om min familie (0;

    Her er en historie om Liv fra i sommers…

    Historien om at ”bytte øre”.
    Jeg hjalp Liv på 4 næsten 5 år med at tage stram bluse af. Av, av mine øre hyllede hun…. Kom jeg til at hive dine øre af spøgte jeg?!? JA – nu vil jeg ha dine mor…. Så byttede vi øre, mine bliv “pillet af” og jeg fik så hendes sat på.
    Nu skal du huske at du nu kan høre ALT hvad jeg sir til dig, Liv!?! – Ja ja Mor, og du skal huske at sige ”Hvad”….
    Det er det sjovest jeg i meget lang tid har prøvet. Jeg fik løbende instrukser om hvad jeg kunne hørte og hvad jeg ikke hørte…
    Hun havde stor humor omkring hvornår det er, hun normalt ”ikke” hørte hvad jeg sagde, og jeg fik at vide at jeg ikke måtte svarer. Til gengæld var hun usandvanlig lyd hør og stoppe op så mig i øjnene og svarede når jeg spurgte…..
    I dag sir’ jeg til hende: Liv nu skal vi bytte øre?!? Når det er noget der er vigtig at hun høre. Nogle gange sir hun bare det behøver vi ikke denne gang Mor, andre gange bytter vi først øre….

    Hvem er de klogeste…

    God lørdag
    Signe

  2. Rolf Hansen on 10. februar 2014 at 18:59 said:

    Neurologisk set amputere man frontallapperne når der er kaos i følelser og sanser = ingen læring.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Post Navigation

%d bloggers like this: