Sådan undgår du at opdrage dit barn til hjælpeløshed

Jeg indrømmer: Jeg er en overbeskyttende mor. Sådan er det. Hvis overbeskyttende altså betyder, at jeg tager mit forældreansvar alvorligt, hellere vil være på den sikre side når det gælder mine ungers sikkerhed og ikke mindst erkender, at den verden børn i dag skal forholde sig til hvad angår kompleksitet, valgmuligheder, sociale medier m.m. er mere uoverskuelig, end da jeg selv var barn. I går havde Jyllandsposten en artikel om emnet.

Jeg stejler lidt, når jeg læser om dette her begreb, curling. Også når det er forklædt som overbeskyttelse, overdreven servicering osv. Selvfølgelig bliver jeg ramt. Gør vi ikke alle det, bare en lille smule? At være forælder, at drage omsorg for, at opdrage – begreberne flyder sammen, så det er umuligt at bortfiltrere alle rester af såkaldt curling-adfærd og bare gøre det hele på den helt rigtige måde. I stedet for at føle skyld over at være en slem, slem curlingforælder, så vil jeg langt hellere se efter alle nuancerne og undersøge – ikke om men – hvor jeg med fordel kan lære noget nyt.

Jeg prøver ikke at være perfekt – bare tilstrækkeligt god. Det handler om balance

Min evne til at se og håndtere mulige farer er bedre end mine børns. Selvfølgelig beskytter jeg dem. Er det nogen gange for meget? Ja. Er det nogen gange for lidt? Ja. For jeg er ikke en perfekt forælder. Og det er heller ikke meningen.

Selvfølgelig skal vi ikke påføre vores børn unødig ængstelse for en stor og ond verden, ligesom vi ikke blindt skal sende vores børn afsted uden en sikkerhedsline af den ene eller anden slags. Det er jo ligesom den balance vi allesammen forsøger at ramme hver dag (imens vi klarer alt det andet også).

I den undersøgelse, artiklen refererer til, havde jeg nok også selv svaret ja til, at jeg kan være for overbeskyttende. Herhjemme er det oftest mig, der trækker i den forsigtige retning, mens min mand trækker modsat og minder mig om at navlestrengen blev kappet for år tilbage (Læs også indlægget om da jeg ikke turde lade min datter cykle i skole alene). Den dynamik er ok. Jeg må godt være mere i tvivl, så længe jeg ikke er urimeligt stejl. Jeg kan nemlig også godt vise mine børn den tillid, at jeg tror på, at de kan. Også at de kan mere, end jeg lige havde tænkt mig til at begynde med. Vi er jo mennesker, ikke orakler. Vi finder svarene hen ad vejen, og vi øver os på vores arme børn, der – ligesom vi engang måtte – må finde sig i, at forældre ikke kender den fremtid, de skal opdrage deres børn til at kunne tackle.

Pas på hjælpeløsheden – den dårligste gave du kan give dit barn

Når det så er sagt, så skal vi tage risikoen for at gøre vores børn hjælpeløse meget alvorligt.

Vi handicapper dem helt kolossalt, ved ikke at regne dem for kompetente nok – både hvad angår praktiske gøremål i hverdagen og når det kommer til eksempelvis personligt ansvar og sociale færdigheder.

Men hvad skal vi så stille op i de mange hverdagssituationer, hvor vi alligevel kommer til at være overbeskyttende, udglattende eller overdrevent servicerende overfor vores børn? Hvor vi kommer til kort og i afmagt giver efter for plagende, rasende eller grædende børn?

Curlingbørn, det kalder vi de børn, hvis forældre fejer foran dem, så de aldrig støder på en eneste forhindring i tilværelsen. Curling-opdragelse har den konsekvens, at børnene først bliver mødt at modstand senere i livet uden at have lært sig strategier til at håndtere og i det hele taget rumme de følelser, der følger.

Når vi servicerer vores børn overdrevent er det samme sag. Ligeledes når vi beskytter dem overdrevent for verdens potentielle farer (Bemærk her nøgleordet overdrevent). Vi klarer alting for vores børn og forhindrer dem således i at stifte bekendtskab med livets skyggesider, med nederlag, med skuffelser. Barnet lærer ikke at stå på egne ben og vil stille og roligt blive hjælpeløst. Det kompenserer vi for ved så vidt muligt at hjælpe, feje, beskytte og servicere endnu mere op gennem barndommen. Til sidst står vi med en ung eller voksen, der ikke selv kan. Noget. Og så er det pludselig en ret stor problematik, der udfolder sig.

Så hvad gør vi for at sikre os at vores børn og unge ikke lærer at være hjælpeløse men i stedet bliver mentalt robuste?

Spot om (eller hvornår) du faktisk overservicerer eller overbeskytter dit barn

  • Tager du dig selv i at gøre ting for dit barn, som det i princippet sagtens selv kunne klare? (Test dig selv: Hvorfor gør det du egentlig? Og hvem tror du, at du hjælper?)
  • Virker dit barn ofte hjælpeløst? Svigter selvtilliden?
  • Kan dit barn ikke gennemføre alderssvarende opgaver uden at give op på halvvejen?
  • Siger du nej til at dit barn må prøve nye ting, fordi du antager, at det kan være farligt, uoverskueligt, besværligt, medføre nederlag? (Test dig selv: Er der reelt belæg for dit afslag, eller ville dit barn faktisk vokse af at få lov og af at opleve din tillid?)
  • Er det din egen rygrad, der er blevet for slap? Har du tilladt en uheldig familiedynamik at vokse frem, fordi det på et tidspunkt var nemmere bare at klare det hele selv, og nu står du så med rollen som den, der gør alting, mens de andre gør ingenting? Det er svært at bryde ud af den slags roller, men det er slet ikke umuligt!

 

Sådan kommer du hjælpeløsheden til livs: Fem universelle råd, der styrker dit barns mentale robusthed (og øger hele familiens trivsel)

Inden du læser de fem råd, så husk: Kommunikér så vidt muligt alderssvarende til dit barn og lad være med at give for mange og for komplekse beskeder på en gang. Øv dig endda gerne i at bruge færre ord (Vi er mange, der har en tendens til at komme med lidt for lange forklaringer). Det eneste du opnår ved for megen snak er, at dit barn ikke fanger de vigtigste pointer.

forældretips ny

  1. Sæt familiens samarbejde og sammenhold på dagsordenen: I kan holde et familiemøde eller tage en individuel snak om, hvordan I derhjemme hjælper hinanden, og hvordan alle bidrager til fællesskabet på hver sin måde. Det gælder ikke om, at alle skal gøre lige meget, men om at alle skal gøre det bedste, de kan. Og blive anerkendt og værdsat for det. I den forbindelse må dit barn meget gerne opleve, at du har forventninger til det. At I andre regner med ham eller hende. I en familie er alle medlemmer vigtige for hinanden. I er et team. Det betyder også, at alle står klar med opmuntring, støtte og hjælp. Prøv at starte med jer selv. Når de voksne begynder, smitter det, og børnene vil stille og roligt kopiere jeres måde at samarbejde på. Overvej f.eks.: Hvordan skal jeres familiekultur være, hvordan er omgangstonen, hvordan viser I konkret jeres kærlighed og støtte, hvordan får I jeres mange styrker i spil?
  2. Sæt tid af. Når dit barn skal have ansvar for eller afprøve noget nyt eller ukendt, så tager det meget mere tid, end hvis du selv skulle klare det. Sæt også tid af til tålmodigt at støtte, vejlede og tilbyde hjælp. Men først når barnet har prøvet selv først og evt. først når barnet selv beder om det. Du kan selv bedømme, hvor meget holden i hånd der er brug for i begyndelsen. Når dit barn med sikkerhed ved, at der altid er hjælp at hente hos dig, kan det trygt kaste sig ud i noget, det måske ikke kan finde ud af (endnu). For du står jo der på sidelinjen og hepper opmuntrende – og selvfølgelig helt uden at være fordømmende (!)
  3. Vær tålmodig. Nye vaner og nye erfaringer kræver ikke kun dit barns tålmodighed men også din. Evindelige ønsker om, at du skal klare alt, finde alt, bære alt osv. kan være ret opslidende. Men hvis du finder tålmodigheden frem (igeeeeen) og går lidt på opdagelse i dit barns spørgsmål, opgivenhed eller hjælpeløshed, kan du måske finde ud af nye måder at håndtere dem på. Spørg ind, udfordr, forklar, giv råd. Frem for alt: vær konstruktiv. Husk også, at nederlag ikke blot er uundgåelige, de er også vigtige. Du må ikke berøve dit barn for at opleve frustration. Du skal i stedet gå foran og vise, at man kan rejse sig igen, når man er faldet. At nederlag giver ny erfaring til næste gang. At man kommer videre.
  4. Drop skæld ud. Skæld ud og skænderier dræner jer begge for energi. Desuden er skæld ud den korteste vej til at lukke ned for dit barns lyst til at lære, være modig, være åben og styrke sit selvværd og selvtillid. Skæld ud styrker med andre ord kun oplevelsen af hjælpeløshed. Selv om du ikke helt kan undgår det, så arbejd på at reducere mængden af skæld ud.
  5. Giv den rette trøst og støtte. Når dit barn bliver frustreret, rasende, ulykkeligt (osv.) trænger det ikke til at få korrekset sine følelser. Det trænger ikke til at høre ”så, så, det er da ikke noget at være ked af”. Det trænger ikke til at blive mødt af straf og trusler a la ”jamen, hvis du ikke… så kan du heller ikke få… ”.

Vi trøster som regel på den måde, vi selv har lært at blive trøstet. Det er gerne automatpiloten, der slår til, når vi prøver at få vores barn til at holde op med at græde eller rase. Men overvej en gang, at det måske er fuldkommen okay at græde og være rasende og dybt, dybt frustreret. Prøv selv at trække vejret en ekstra gang og bare rumme, at det nogle gange er sindssygt svært at være menneske, at skulle give afkald, at være bange, at blive afvist, at opleve uretfærdighed. Sådan har dit barn det jo også. Så lad være med at nægte dit barn tid og ret til de svære følelser, bare fordi du gerne vil have, at de skal fordufte så dit dejlige, lille barn kan få det godt igen. Prøv i stedet at respektere, hvis dit barn f.eks. vil være alene, eller hvis det synes, at du er et forfærdeligt og ondt menneske. Husk hvordan du selv har det, når du er ude af dig selv. Find ud af med dig selv, hvad der er okay og hvad der ikke kan accepteres. Og vær ærlig ift. om du kan sætte dig ind i barnets følelser, eller om du faktisk ikke ved, hvad der plager ham eller hende netop nu. Du kan f.eks. sige:

  • Det er okay, at du er meget, meget vred. Hvis du om lidt får lyst til at jeg trøster dig, så vil jeg meget gerne det. Jeg er klar, og du kan bare kalde.
  • Jeg vil gerne hjælpe dig, hvis du vil have min hjælp.
  • Jeg kan godt forstå, at du er blevet så ked af det.
  • Jeg kan ikke forstå, du bliver så vred, men jeg vil meget gerne trøste dig, hvis du vil have det.
  • Jeg vil gerne forstå det, kan du forklare mig, hvad der er sket?
  • Du er vist rigtig sur og rasende. Det må du jo gerne være, men du må være det her på dit eget værelse. Jeg vil ikke have, at du smider med ting i hele stuen.
  • Du må være sur og gal, men jeg vil ikke have at du slår mig/lillesøster/din ven. Derfor flytter jeg dig herhen.
  • Jeg sætter mig lige her og venter til du gerne vil tale med mig. Du behøver ikke være alene, mens du er så ked af det.
  • Jeg forstår godt, at du bliver vred eller ked af det, når jeg ikke gør det for dig, sådan som jeg plejer. Jeg vil gerne hjælpe dig, så du selv lærer det. Og jeg vil gerne forklare dig hvorfor.

Du skal selvfølgelig vælge dine egne ord, men jeg tror du forstår min hensigt. Det mest effektive værktøj jeg selv bruger er ganske enkelt bare at være der. Jeg sætter mig ned op gulvet og venter på, at det driver over. Eller på, at jeg får lov at trøste, ae og kramme. Jeg mener ikke, at det skal føles som straf at komme ind på sit værelse og køle af, så jeg går med, hvis jeg får lov. Og så venter jeg til mit barn er klar til at kommunikere. Også når jeg synes det er upraktisk i forhold til mine andre planer.

Floden af følelser

Det er ikke min opgave at få mit barns svære følelser til at gå væk. Det er min opgave at hjælpe mit barn til at være med dem og rumme dem. Selv. Det gør jeg ved oprigtigt at prøve at forstå dem og ved at vise mit barn, at jeg er der – uanset hvad. Også selv om jeg ikke agerer tjener eller fejemaskine.

Vores følelsesliv er som en foranderlig flod, nogle steder rolig, andre steder hvirvlende og brusende. Som forælder skal jeg ikke hale mit barn op i redningsbåden. Jeg skal lære det at svømme.

sharing is caring

Ps. Du kan abonnere på mine blogindlæg. Det er gratis og tager to sekunder. Du skal blot indtaste din e-mail-adresse på forsiden nederst til venstre.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Post Navigation