Parlør til parforholdet

”Hvordan ved du egentlig, at jeg elsker og værdsætter dig? Sådan på hverdagsbasis?” Det spurgte jeg min mand om forleden.

For jeg ved jo godt, at jeg elsker og værdsætter ham. Og jeg ved godt, hvordan jeg prøver at vise ham det. Men er det også det, som han lægger mærke til? Eller oplever han noget andet, end det jeg prøver at signalere?

Ingen tvivl om, at min mand og jeg er fælles om mange ting – og det knytter os sammen og gør vores parforhold robust. Men guderne skal vide, at vi også er vidt forskellige på en række områder. Kommunikation er et af de (gigantiske) områder, hvor vores udgangspunkter ligger pænt langt fra hinanden. Og nu har vi snart været sammen i 10 år. År i løbet af hvilke er det lykkedes os at opklare et utal af misforståelser, fordi noget af det, vi så har til fælles, er, at vi gør os utrolig megen umage med vores kommunikation. Om end det ofte foregår på to forskellige frekvenser. Og tro mig når jeg siger, at det har krævet og stadig kræver hård træning!

Jeg mener ganske enkelt, at kunsten er at kunne tune ind på den andens frekvens.

Så hvad svarede han? At han ved, jeg elsker ham, når jeg hver dag sørger for at hele familien har rent tøj og får sund mad, at alting herhjemme kører på skinner – også når han rejser meget. Han ved, jeg elsker ham, fordi jeg kan finde på at købe en særligt god flaske vin til ham uden en egentlig anledning. Han oplever, at det engagement, jeg lægger i at være mor og hustru, er en tydelig erklæring om, hvor meget jeg holder af ham og af det, vi har skabt sammen.

(Ja, ja, jeg ved det godt, han er one of a kind. Jeg synes i hvert fald selv, jeg har gjort et kup, dér 😉 )

Inden jeg spurgte ham, havde jeg stillet mig selv det samme spørgsmål. Hvordan ved jeg, at han elsker mig? For det ved jeg uden skyggen af tvivl. Hvad er det, der gør, at jeg ved det? Svaret er helt enkelt: Han siger det. Med alle mulige ord, i alle mulige situationer, beskriver han det (jeg skal spare dig for de svimlende detaljer).

Fordi jeg allerede havde gjort mig dette klart, før jeg spurgte, blev jeg egentlig ret overrasket over hans svar. For det er så entydigt, at de ting han lægger mærke til er mine handlinger, mens det, jeg lægger mærke til, er hans ord. Det er en vigtig lektie til næste gang jeg gerne vil vise ham min kærlighed. Jeg skal gøre noget, frem for at sige noget. For selv om begge ting er vigtige udtryk for mine følelser, så er det handlingerne, der gør indtryk på ham og virkelig får ham til at føle sig værdsat. (Og det er her, jeg får fuld valuta for mine anstrengelser)

kommuniker din kærlighed

 

 

 

 

 

 

 Kommunikationens ABC

Man kan vel godt sige, at vi kommunikerer via en række forskellige systemer eller kanaler. For det første opfatter vi jo alt det, der kommer imod os, via vores sanser  

  • Berøring
  • Dufte
  • Lyde
  • Smag
  • Syn

Og det er meget forskelligt, hvordan vi så fortolker det, som vores sanser opfanger, og igen, hvad det får os til at føle, tænke og gøre.

Vi signalerer jo en hel masse via vores adfærd:

  • Først og fremmest vores kropssprog – holdning, blikretning, udtryk, osv.

Men det er også vigtigt, hvad vi i øvrigt gør:

  • De små tjenester, vi gør for hinanden
  • De hensyn, vi tager
  • En let berøring – eller en knap så let…

Og hvad vi siger:

  • Hvilke ord vi vælger
  • Hvordan tonefaldet er
  • Hvordan lydstyrken og temperamentet bag ordene er
  • Og hvad vores hensigt med ordene er: Hentyder vi til en øm tå, eller siger vi noget, som vil masserer vores partners mentale myoser?
  • Vi må heller ikke glemme i hvilke rammer, vi siger det. Altså, er situationen velvalgt?

Normalt siger man, at, af alt det, vi kommunikerer til hinanden (altså kropssprog, tonalitet og ord tilsammen), så vægter de sagte ord kun 7 %. Det vil sige, at vores sanseapparat bruger relativt lidt kapacitet på at lytte efter de faktiske ord. Resten af krudtet bruger vi på at opfatte og fortolke kropssprog (55 %) og tonalitet (38 %).

Nu er jeg jo gift med en blind mand, så må jeg forvente, at hans fortolkning af mit kropssprog fylder noget mindre – og i øvrigt er svær at skille fra tonaliteten.

Når mennesker kommunikerer via telefon (hvor kropssprogets betydning falder bort) ligger fordelingen omtrent på 20 % til ordenes egen betydning og 80 % til tonaliteten. Når jeg så kommunikerer med min mand, som trods manglende syn dog fornemmer, om jeg taler i hans retning, om jeg farer rundt eller sidder uroligt, så regner jeg – ganske uvidenskabeligt – med at måske 5 % af hans opmærksomhed fanger mit kropssprog, mens 20 % går til ordene og 75 % til tonefaldet.

Parforholdets ”hemmelige kode”

Det, jeg kalder for kommunikation i parforholdet, kalder andre (parterapeuter m.fl.) tit for kærlighedssproget. Vi skal være opmærksomme på, hvordan vi hver især udtrykker os – og hvordan det modtages. I hvert fald, hvis vi ønsker at brænde igennem med vores budskab. Hvis du alene viser din kærlighed, sådan som du selv gerne vil elskes, bliver du formentlig slet ikke anerkendt tilstrækkeligt for din indsats.

Og så mener jeg i øvrigt, at det er vigtigt, at man tør skabe afklaring, der hvor der vokser en tvivl frem. Gnaver det lidt, at han aldrig siger ”jeg elsker dig” eller kommer med blomster? Er det demotiverende, at hun åbenbart ikke værdsætter, at du har brugt hele weekenden på at reparere garagedøren for at lette hendes hverdag?

Løsningen er: Spørg.

Tag ansvar for din egen fortolkning, af din partners adfærd og spørg ganske enkelt om din fortolkning er korrekt. Og vær åben for, at du kan have taget fejl:

  • ”Jeg oplever, at du ikke siger, at du elsker mig. Er det et udtryk for, at du faktisk ikke elsker mig så meget længere?”.
  • ”Jeg synes det er så romantisk, at få blomster og jeg bliver så glad for blomster, fordi jeg synes, det er et smukt symbol på kærlighed. Ved du, at jeg har det sådan, og at jeg bliver skuffet over aldrig at få en buket længere?”.
  • ”Hvad tænker du om, at jeg har fixet garagedøren? Jeg har gjort det for at gøre dig glad. Vidste du det, eller har jeg glemt at fortælle det?”

Måske lidt kliche-agtige eksempler, men jeg er sikker på, at du kan oversætte dem til noget mere relevant fra dit eget liv.

Vi kommer ustandselig til at lave små fortællinger om, hvorfor andre gør, som de gør. Nogle gange kan de fortællinger være helt utroligt ødelæggende for relationen. Og vi er ikke engang klar over det enorme ansvar, vi selv bærer. For vi tror oprigtigt på, at vores fortælling er sand. Ærligt og redeligt.

Mit råd er: Hop ned fra bjerget af magelige antagelser og vær åben overfor, at de hensigter og motiver, du tiltror andre, kan være bare lidt skæve. Spørg åbent om du mon har opfattet situationen korrekt – eller helt i skoven. Det er ikke ret let at overvinde sig selv, når man tager hul på denne måde at kommunikere på. Men det vil efter min erfaring befri dig for rigtig mange belastende antagelser og begrænsninger. Det frigør simpelthen energi og glæde til resten af tilværelsen. Er det ikke belønning nok?

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Post Navigation

%d bloggers like this: