Pædagogisk metode eller bare sund fornuft? Her er, hvad der virker for mig

Den anerkendende pædagogik er en pædagogisk metode eller forståelse, som har været dominerende i danske daginstitutioner i adskillige år. Næsten alle børnehaver og vuggestuer har beskrevet, hvordan de arbejder med anerkendelse på den ene eller anden måde. Men begrebet er også under kritik. Dels fra dem, der konstaterer, at alle har deres egen opfattelse af hvad begrebet anerkendelse dækker, og dels fra dem, der misforstår den bagvedliggende tanke.

anerkendende relationer, anerkendende pædagogik

Anerkendelse, et meningsløst mode-begreb?

I den første gruppe af kritikkere stiller man skarpt på, at begrebet nærmest er blevet tømt for mening, fordi enhver har sin egen definition på, hvad det vil sige at være anerkendende. Og hvad skal vi så med det? Et meningsløst fyldord til at give os god samvittighed?

Den anden gruppe jeg har mødt, der kritiserer anerkendende pædagogik som sådan, er mennesker, der ikke har haft muligheden for at lære metoden og ideen at kende. Og i mødet med den noget tilfældige praksis i daginstitutionen opleves den såkaldte anerkendende tilgang derfor som f.eks. ”Anerkendelse er, at vi ikke skælder børnene ud” eller ”Her har vi valgt at indlede alle sætninger imødekommende og sige: Jeg kan godt se, at du ikke vil have regnbukserne på, Hans.” Og den slags regler kan det være svært at tage alvorligt. F.eks. når det regner.

Men hold nu alligevel fast. Der er jo en grund til, at så mange kommuner, ledere og pædagoger tager den anerkendende pædagogik til sig. Det er efter min opfattelse begrundet og klogt af dem. Lad mig forklare hvorfor:

Hvad er anerkendende pædagogik? – kort fortalt

Anerkendende pædagogik tager udgangspunkt bl.a. i den norske psykolog Anne Lise Løvlie Schibbyes teori om anerkendende relationer*. Herhjemme er Schibbyes teori den mest kendte og anvendte indgang til anerkendende pædagogik, især som den anvendes af pædagogen Berit Bae (igen en nordmand), der har forsket i netop disse anerkendende relationer i den pædagogiske praksis.

Den anerkendende pædagogik rummer en særlig tilgang til at indgå i relationer med andre – selvfølgelig anerkendende relationer. Og når vi indgår i disse relationer, er der fem elementer, der skal være til stede:

  1. Forståelse og indlevelse
  2. At kunne genkende oplevelsen i sig selv
  3. Bekræftelse
  4. Åbenhed
  5. Selvrefleksion og afgrænsning

Det betyder ultrakort fortalt, at vi, for at kunne være anerkendende, skal kunne sætte os i den andens sted for en stund. Vi skal kunne skifte perspektiv og opleve, hvorfra den anden taler til os. Og den måde vi taler sammen på og er sammen på, skal altså rumme vores indbyrdes forskelligheder. Vi skal kunne anerkende hinanden og være åbne overfor, at vi kan have to forskellige udgangspunkter og opfattelser. Sidste punkt om selvrefleksion og afgrænsning stiller krav til, at vi selv tager ansvar for os selv (og for at relationen er god og tryg) – og for at vi ”bliver på vores egen banehalvdel”, samt at vi er i stand til at lære af og reflektere over os selv i relationen.

Når det så handler om relationer til børn, er det fuldkommen afgørende – og jeg kan ikke understrege dette nok – at vi voksne selvfølgelig har det fulde ansvar for relationens kvalitet. Relationen barn-voksen er en asymmetrisk relation, hvor den voksne har den såkaldte definitionsmagt. Altså magten til at definere relationens regler, hvad der er rigtigt og forkert, hvad der er legitimt osv.

Eksempel fra min egen hverdag: Kom NU!!

Det at være anerkendende er ikke bare en metode, et pædagogisk greb, som man kan tage på sig, når det er hensigtsmæssigt, og når man selv har noget at vinde. Det er nødt til at være en forståelse, man virkelig ejer. For mig handler det om mit menneskesyn, mit børnesyn, min forståelse af verden omkring mig.

Jeg er ikke altid anerkendende i praksis. Men jeg stræber efter at være det. Og gud hvor er det nemt at være anerkendende, når alt i relationen flyder nemt og ubesværet, og den naturlige interesse, kærlighed og nysgerrighed får lov at sætte dagsordenen.

Der hvor det bliver udfordrende er, når jeg f.eks. bliver vred eller presset

Forældre og familieflow: eksempel på anerkendende pædagogik

Jeg kunne også have beskrevet scenariet, hvor jeg har mistet besindelsen og skældt ud, gjort mit barn rasende eller ulykkeligt (eller begge dele) og dermed har slukket min egen mulighed for at nå igennem med logiske appeller. Her vil jeg også komme længere med anerkendelse. Det betyder ikke – og jeg gentager IKKE – at vi ukritisk skal give vores børn lov til alt det, de vil, skal give dem ret og beklage vores standpunkter. Men det betyder, at vi skal tage ansvaret på os og vise, at det er okay at være uenige, at der er plads til flere synspunkter, og at vi kan blive ”venner igen” uden at bære nag.

Jamen, giver alt dette føleri og konfliktskyhed ikke uopdragne og egocentrerede møgunger?

Der er selvfølgelig faldgruber, og den anerkendende pædagogik er så meget mere nuanceret end et blogindlæg kan demonstrere. Der er en kæmpe fare for, at vi tror, vi er anerkendende – uden faktisk at være det. Det er f.eks. når vi siger alle de ”rigtige” ord, men alligevel gennemtrumfer vores egen vilje og efterlader barnet med følelsen af at være overset og uden betydning.

eksempel 2

Alternativet kunne jo være, at Hans fik lov og tid til at forklare, hvad der var i vejen med de bukser, siden han bare ikke ville have dem på. Måske kradsede mærket. Måske skulle han tisse først. Måske kunne han ikke helt se for sig, at det kunne være godt at være tør under legen.

Jeg siger ikke, at jeg har alle svar, men kunne der ikke være andre veje ud af den situation, end at den voksne underkender Hans’ egne oplevelser, bare fordi det passer bedst ind i voksenlogikken? Kunne Hans ikke tage sine bukser med hen til vinduet hvorfra han kunne se de andre legende børn og fra sin vinduesplads trygt vælge om han skulle blive inde alene eller skynde sig at overvinde regnbukse-striden for at komme ud og lege med vennerne? Der kunne også være flere muligheder. Også uden at vi voksne skal gå på kompromis med vores grundlæggende værdier og overbevisninger.

Men vi har så travlt. Og vi har så let ved at glemme børneperspektivet. Hans bliver ikke et forkælet og urimeligt barn, en utilpasset ung og en socialt afvigende voksen af at blive mødt som et ligeværdigt menneske, der selv har en mening om regnbukse-komfort. Men han får oplevelsen af ligeværd, han bliver set og hørt og forstået. Det er omsorg, og det er i min optik en forudsætning for, at vi kan opdrage vores børn til den verden, de skal vokse op i. En verden, vi ikke selv har mødt endnu. En verden, der er i rivende udvikling og som kræver omstillingsparate, kompetente og resiliente borgere.

Vi skal ikke klæde vores børn på til verden, som vi kender den. Vi skal så at sige lære dem at sy, så de selv kan klæde sig på efter forholdene. Vi skal lære dem at navigere i ukendt terræn. Og hvordan i alverden skal vi gøre det? Ved at søge viden og indsigt, der hvor vi bliver i tvivl. Og vi først og fremmest ved at elske vores børn og vise vores kærlighed i ord og handling, så godt vi overhovedet kan.

*Ikke at forveksle med David Cooperriders teori om anerkendende – eller værdsættende undersøgelse, Appreciative Inquiry (AI), som udspringer af en anden teoretisk tradition end Schibbyes og er en metode, hvorimod Schibbye forståelse viser os, at den anerkendende tilgang er en grundholdning, som bor i os og danner udgangspunkt for, hvordan vi indgår i relationer til andre mennesker.

 

Vil du arbejde med anerkendelse i din forælderrolle? Jeg rådgiver forældre om familietrivsel. Læs mere her.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Post Navigation

%d bloggers like this: