Optimistiske voksne – optimistiske børn

I sidste uge blev jeg interviewet til et forældremagasin* om, hvordan man får glade og optimistiske børn. Da jeg først fik henvendelsen fra journalisten, blev jeg egentlig lidt provokeret af ideen om, at vi forældre helst vil have glade og optimistiske børn i stedet for bare at acceptere og værdsætte, hvis vi nu tilfældigvis har skeptiske, melankolske eller dramatisk anlagte børn.

Ja, det kan måske komme bag på nogen, at en positiv psykologi-nørd som mig værdsætter livets mere dystre følelsesrepertoire, men det gør jeg nu engang. Meget endda. Og det er jo heldigvis ikke sådan, at det ene udelukker det andet. Faktisk tværtimod. Vi har helt indlysende brug for begge dele. Det positive og de negative. Det glade og det triste. Det optimistiske og det pessimistiske.

Hvorfor?

Forskningen viser, at optimister er mere ukuelige, sunde og produktive. Og de lever længere. Omvendt har det sine klare fordele med lidt velvalgt skepsis og pessimisme i forhold til at være ekstra forsigtig og ikke vove sig ud i mere tvivlsomme aktiviteter.

Men hvorfor så alligevel tilslutte sig tanken om at fremme glæde og optimisme hos børn – og voksne?

Skal vi ikke have lov at være, som vi nu engang er? Jo, men vores hjerner er indrettet sådan, at vi er mere tilbøjelige til at lægge mærke til og huske det negative. Modgang og kritik bider nemmere på os.

negativity bias

 

 

 

 

 

 

 

Netop. Vi lader os gå mere på af modgang, end vi tilsvarende fejrer medgang. Faktisk skal der tre positive oplevelser til at opveje en enkelt negativ (og når det gælder parforholdet er forholdet fem til en). Og for at trives skal vi gennemsnitligt opleve mindst tre positive følelser, hver gang vi oplever en negativ. Kendetegnende for par, der trives sammen, er, at de hver især oplever omkring seks positive følelser for hver negative.

Så hvordan vender man de negative og pessimistiske tanker og følelser til at være mere positive og optimistiske?

En af metoderne er at arbejde med sin forklaringsstil. Du kan lige teste din egen forklaringsstil her:

Test din forklaringsstil

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Du vil formentlig ikke finde, at du helt entydigt har en optimistisk eller en pessimistisk forklaringsstil. Men hvad hælder du mest til i hverdagen? Og hvordan har du forklaret de store, vigtige hændelser i dit liv?

Som voksen kan du selv arbejde med din forklaringsstil ved ganske enkelt at overvåge dig selv. Hvilken forklaring tillægger du forskellige hændelser i dit liv? Små som store. Når du opdager, at du har brugt en pessimistisk forklaringsstil, så stil dig selv den opgave, at du skal finde en mere optimistisk forklaring på den samme hændelse.

Eksempel #1: Jeg har fået 10 til eksamen

Pessimistisk forklaring: Det var godt nok heldigt, at jeg lige trak et nemt spørgsmål. Jeg skal ikke regne med, at jeg er lige så heldig næste gang.

Optimistisk forklaring: Hvor var det godt, at jeg var velforberedt og bevarede roen. Det skal nok gå godt med resten af eksamenerne. 

Eksempel #2: Jeg er blevet fyret

Pessimistisk forklaring: Typisk! Jeg var åbenbart den mindst værdifulde medarbejder. Let at undvære. Og med mine ret gennemsnitlige kompetencer får jeg meget svært ved at finde et nyt job.

Optimistisk forklaring: Øv, hvor er det noget forbistret møg med de nedskæringer. Og ærgerligt at de skeler mest til lønudgiften og ikke til den værdi, jeg faktisk bidrager med, når de vælger, hvilke hoveder der ryger. Godt at verden er fuld af mennesker og arbejdspladser, der kan få glæde af mit bidrag på den ene eller anden måde. Nu skal jeg bare finde dem.

Som forælder kan du også støtte dit barn i at optræne en mere positiv forklaringsstil. Dels ved selv at arbejde kontinuerligt med din egen forklaringsstil og dels ved at tilbyde alternativer, når dit barn tilsyneladende kun får øje på den pessimistiske version.

Eksempel #3 Storesøster afviser blankt at lege med kompromissøgende og initiativrig lillesøster

Pessimistens fælde: Pas på ikke at bekræfte lillesøsters nagende mistanke om, at det er hende selv, den er gal med. At hun selv er årsag til afvisningen. Så kan hun føle sig efterladt med tanker a la: “Jeg kan åbenbart aldrig finde ud af at få min søster (mit største idol) til at lege med mig – til at elske mig. Jeg har oplevet det før. Og det betyder vel, at jeg også fremover må leve med, at jeg bare ikke duer og aldrig kan blive en god nok søster og ven for hende. Jeg er forkert.”

Sådan støtter du den spirende optimisme: Hjælp lillesøster til at fortolke afvisningen som noget, der sker ovre i storesøsterens lejr, at afvisningen ikke gælder for evigt og at den kun gælder lige nu. F.eks.: ”Storesøster er træt/optaget af noget andet/sulten/etc., og lige nu vil hun ikke noget, hverken med dig, lillebror eller andre. Det er ikke din skyld. Hun skal nok lige have lidt tid, og så vil jeg hjælpe dig med at spørge hende igen i eftermiddag, for det er da nogle gode forslag til leg du har fundet på.

(Husk, det er jo okay, at lillesøster bliver ked af det. Skuffelsen må gerne få plads og tid til at gå over igen. Ligeledes er storesøster jo i sin fulde ret til sit humør og manglende legelyst. Endelig kan det jo også være, at lillesøster faktisk er årsagen til afvisningen. Hvis hun f.eks. netop har slået eller drillet. Her vil det være smart at forklare lillesøster, at den adfærd jo ikke er acceptabel, men det er en anden sag)

Eksempel #4: Benjamin og hans hold har vundet en fodboldturnering

Pessimistens fælde: Pessimisten (hvad enten er det Benjamin eller forælderen) vil her foreslå den forklaring, at sejren var rent held, at holdet lige ramte dagen, at de andre hold var elendige, at dommeren var partisk osv.

Sådan støtter du den spirende optimisme: Foreslå eller bekræft Benjamin i den fortolkning, at sejren faktisk skyldtes hans og holdets talent/hårdt arbejde/god strategi/etc., og at han kan uddrage den erfaring, at hvis man arbejder godt sammen og forbereder sig, så kan man opnå sine mål. 

En hævet pegefinger

Selv om jeg anbefaler enhver at reflektere over egen forklaringsstil, så vil jeg samtidig fremhæve, at hverken vi eller vores børn er tjent med, at vi forsøger at undertrykke reelle bekymringer og ærgrelser. Der er ingen sundhed og trivsel i at sukre tilværelsen til og lukke øjnene for problemerne. Kunsten er at kunne lægge mærke til både det skønne og det svære og øve sig i at spotte positivitet i mængder, der overstiger negativiteten. På den måde opnår du ikke blot mere glæde og trivsel for dig og dine børn. Du får også opbygget ressourcer (vi lagrer nemlig positivitet, men det er en anden blog), sådan at der er mere at stå imod med, hvis tilværelsen en dag viser tænder og kræver en ekstra indsats.

 

* Når artiklen bringes i efteråret, skal jeg nok linke til den på facebook

Kilder:

M. E. P.  Seligman (2002), Authentic Happiness (På dansk: Lykkens Psykologi)

M. E. P.  Seligman (1995/2007), The Optimistic Child

I. Boniwell (2012), Positive psychology in a nutshell

 

2 Thoughts on “Optimistiske voksne – optimistiske børn

  1. Fremragende indlæg Nadia. Med fine eksempler.

  2. Tina on 24. juni 2013 at 19:36 said:

    Spændende læsning – igen 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Post Navigation

%d bloggers like this: