Om at tilgive sine forældre

Påskeferien er skudt i gang, og med en lockout på landets folkeskoler i vente er der i mange familier også udsigt til en meget lang en af slagsen. Velkommen eller ej. Men hvordan har vi det så, når vi mødes til påskefrokost med hele den pukkelryggede? Flyder snakken og den indforståede humor? Eller lurer vrede og svigt lige under facaden? Familiekulturen, den tavse viden, normerne, ritualerne – det er komplekse koder. De kan genoplade os og massere vores tryghedsmuskel, eller de kan dræne os og få os til at reagere helt anderledes, end vi normalt gør. For hvordan er det nu med relationen til vores egne forældre? Jeg kender ingen, som ikke – på et eller andet tidspunkt – har haft ”issues” med deres forældre. Det er vel nærmest et grundvilkår. Og det har det med at træde tydeligere frem, når vi ses omkring højtiderne. For eksempel i påsken. Derfor handler bloggen i dag om vores relationer til vores egne forældre. Og i påskens ånd (om end helt utilsigtet) også om lidelse og tilgivelse.

Brevet til min far

Der var meget, jeg ikke fik sagt til min far, inden han døde for få år siden. Og der var ved gud mange ting at sige. Så jeg skrev et brev til ham. Om hvorfor jeg havde været så vred. Og om hvordan jeg ville have ønsket mig, at alting skulle have været. Om hvor jeg syntes, at han havde svigtet, og hvor han aldrig havde forstået mig.

FamilieFlow: Brevet til min far

FamilieFlow: Brevet til min far

Og så forsvandt vreden. Den fordampede ganske enkelt. Lidt efter lidt fyldtes siderne nu med taknemmelighed. Over at han altid havde vist mig så megen kærlighed. Over at han havde formået at knytte et særligt bånd til mig. Over den store plads i hans hjerte, som var min. Over at han som nybagt far havde forsøgt at sy mig en kjole. For pokker. Over at han så betingelsesløst havde elsket mine døtre. Over at han fra første færd havde holdt af min mand. Over at vi altid kunne grine højt og længe over de samme ting. Brevet blev langt. Og jeg var efterladt med et stort savn men også en stor varme. Ingen vrede.

Men det er jo også meget nemmere at komme overens med vores forældre, når de ikke længere kan svare os.  I går kunne jeg læse i avisen, at hver femte voksne dansker bryder – eller overvejer at bryde – relationen med egne forældre*. Og det er jo netop en mulighed vi har, når vi ikke kan udholde at være i relationen længere. Vi er ikke så afhængige af vores forældre, at vi er tvunget sammen af nød. Vi har friheden til at vælge dem til – af lyst.

At blive voksen selv

For mit eget vedkommende har jeg måttet indse, at det nogle gange er nødvendigt at tilgive sine forældre for kun at være mennesker. For at have begået fejl eller for at have svigtet. Den forløsende sandhed for mig er og bliver, at vi altid gør det bedste vi kan med de ressourcer, vi har til rådighed. Det gælder også for vores forældre. Selv om det måske ikke var det bedste, de gjorde, så var det det bedste, de på daværende tidspunkt kunne præstere. Det betyder ikke, at de skal fritages for ansvar. Men for mig har det betydet, at jeg har lært at forstå – om end lidt sent i livet – at mine forældre trods alt er helt almindelige mennesker. Ikke omnipotente guder, der kan forudse alle konsekvenser af deres valg. Mennesker. Med alt hvad det indebærer.

Sschh, ikke vække monsteret

Min yndlingssætning (vi gør altid det bedste vi kan med de ressourcer, vi har til rådighed) til trods kan jeg stadig blive uforholdsmæssigt irriteret, når jeg er for længe samme med min mor. Det er som om min mor, helt uden at ville det, kan vække det slumrende monster, som bor i mig. Og det monster har en virkelig, virkelig kort lunte.

Monsteret tøjler jeg så vidt muligt ved mentalt at iføre mig min yndlingssætning. Så når min mor i al sin uendelige kærlighed til mig for femte gang stiller mig det samme spørgsmål i utrættelig forventning om, at jeg denne gang vil levere det svar, hun finder passende, så kan jeg nogle gange undlade at hvæse mit uforskammede svar, hvis jeg formår at se lidt længere end min egen næsetip og forstå, hvorfor hun mon finder netop dette så vigtigt.

Når det ikke lykkes mig, bliver jeg til gengæld urimeligt mopset. Faktisk i en sådan grad at jeg kan se på min mand, hvordan han krummer tæer over min opførsel. Heldigvis er jeg udstyret med en ret formidabel mor. Tænk, jeg er så svineheldig, at min mor investerer sig selv i vores relation. Hun er der. Hun hjælper. Hun blander sig. Hun lytter. Også til kritik. Så jeg tilgiver hende for de små særheder. Guderne skal vide, at jeg har brug for samme goodwill… mindst! Jeg tror på, at en stærk relation mellem voksne kræver to parter, som begge vil tage ansvaret for relationen på sig. Som begge vil den anden det bedste. Helt uselvisk. Og ingen har jo lovet os, at det var let. God påske.

 

*http://www.b.dk/nationalt/voksne-boern-slaar-haanden-af-foraeldrene-0

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Post Navigation

%d bloggers like this: