Mentaltrænerens børn

Jeg er så heldig at være gift med en professionel mentaltræner. Så jeg lader mig tit inspirere af, hvordan han bruger sine metoder til at motivere egen yngel. Og det er meget lærerigt, når lidt fra farmands sportsverden drysser ned igennem hverdagens filter og lander på vores piger.

Børns målsætninger – mine begrænsninger

Indrømmet, jeg er en pylret mor, som let får øje på alverdens farer og fælder. Så hvis børnene f.eks. har et ønske, som jeg umiddelbart ville afvise, har Søren en tendens til ikke at lade en begrænsning komme frem i forreste række. Han siger ikke højt, at vores barns ønske ikke i praksis lader sig opfylde. Han siger snarere noget a la ”Det kan jeg godt forstå, du ønsker dig. Hvordan mon det kan blive muligt?” Og hvorfor også skyde de gode initiativer ned? Næ, vel? I stedet taler de om, hvordan målet kan nås, hvilken tidshorisont, der er realistisk, hvor vigtigt det egentlig er osv.

Et nyligt eksempel: Vores ældste datter vil gerne cykle i skole alene. Det er et brændende stort ønske. Det flyver ud af mig, at det må hun ikke, det er for farligt. Flot, Nadia. Initiativ slagtet på halvandet sekund. Søren overtager diskret samtalen med en allerede mismodig datter. Han siger ”Det lyder, som om mor er bange for, at der sker dig noget, for vejen til skolen går jo hen over nogle befærdede veje. Jeg tror nu nok vi finder en løsning”. Og så taler de to ellers om, hvordan man bedst færdes over en trafikkeret vej, om at hun jo kan starte med at cykle foran med mig længere bagude (og ikke som i dag hvor vi cykler lige efter hinanden). Hun kan også have en telefon med og ringe, når hun er sikkert fremme. Der er flere mulige modeller.

Pointen er, at der er muligheder, når man først kigger efter dem. Men min frygt for at hun kommer noget til, maser sig alligevel vej ud af min mund, før jeg får tænkt mig om.

Jeg beundrer Sørens tilgang. Jeg tror, den kommer af en oprigtig begejstring over, at vores børn faktisk selv præsenterer deres ”mål” og fra start regner det for muligt at opnå. Og så tror jeg også han har øvet sig længe i at lade mulighederne få plads i første række.  Jeg oplever, at vi bl.a. derfor har børn, der tror på egne ideer. De får tillid til, at verden er et sted, hvor ting kan lykkes, og de lærer stille og roligt at planlægge vejen frem mod deres mål og drømme. Også selv om det koster tid og tålmodighed. Og kompromisser.

Børn kan lære at tænke positivt

Et andet område, hvor vi gør os umage – og som bruges indenfor mentaltræning – er når vi praktiserer positiv tænkning. Det er noget, vi alle kan lære. Det kan trænes. Også af børn. Vores filosofi er, at børnene er klædt godt på til livet, hvis vi kan lære dem at tænke positivt og konstruktivt i en tidlig alder. Der er ingen grund til at svinge sig op på den helt store klinge fra start. Mange børn står af, hvis alt bliver for abstrakt. Men den positive tænkning kan også sagtens trænes i hverdagens små detaljer. F.eks. siger vi helst ikke ”jeg klarer det aldrig” men hellere ”jeg synes det er svært og vil gerne have hjælp”. Den type tilgang til problemløsning kopierer børnene.

Tanker bliver til sandheder

Jeg har til flere forældremøder på den lokale folkeskole undret mig over lærernes evige opfordringer til os forældre om altid at omtale skolen positivt derhjemme. Jeg har tænkt, at der vel skal være plads til at børnene både lufter glæder og frustrationer hen over aftensmaden. Vi forældre prøver vel blot at møde dem med konstruktive løsningsforslag. Troede jeg. Indtil jeg forleden hørte i radioen, hvordan lærere faktisk har store problemer med at mange forældre tilsviner skolen og lærerne i en sådan grad, at børnene mister respekten for alt, hvad der foregår i timerne og dermed får sat en alvorlig kæp i hjulet for den læring, der skal finde sted (og for lærernes arbejdsbetingelser). Der kan man jo virkelig tale om at gøre sine børn en bjørnetjeneste. Det er klart, at forældre, der lufter meget negative følelser i forhold til lærerne og skolen, giver deres børn et dagligt dilemma. For hvordan skal børnene tackle det at bevare loyaliteten til mor og far og alligevel have fuld tillid til skolen og dens repræsentanter?

Den indre dialog

Måden, vi tænker om ting, afspejler sig i det, vi siger højt. Og de ting vi siger, kan hen ad vejen blive til vores overbevisninger. Og det smitter naturligvis af på børnene. Derfor kan vi med fordel støtte vores børn i at reflektere over, hvordan deres indre dialog egentlig foregår. Lyder den f.eks. ”Jeg hader lektier, de er altid kedelige” og ”Louise ville ikke lege i dag, så hun kan helt sikkert ikke lide mig mere”? Eller kan tankerne vendes en anelse (stadig på en troværdig måde) til at lyde ”Jeg kan godt lide, når jeg har klaret mine lektier, så jeg får dem lavet, selv om jeg er træt” og ”Selv om Louise ikke lige havde lyst til at lege i dag, så vil jeg alligevel spørge hende igen i morgen. Så siger hun måske ja”. Vi forsøger at hjælpe vores børn med at se muligheder og løsninger i hverdagens små og store udfordringer.

For at motivere børnene til at få øje på muligheder og løsninger spørger vi dem, når de er friske, mætte og i godt humør, om hvordan de tænker om dette eller hint. Vi spørger ind til deres ønsker og forestillinger og forsøger på den måde, at forstå, hvorfor de handler, føler og tænker, som de gør. Et godt eksempel er lektier. Jeg spørger f.eks. ”Hvordan kan du bedst lide, at jeg hjælper dig med lektierne?”, ”Hvor kan du bedst lide at sidde og lave lektier?”, ”Hvordan kan du bedt lide, at jeg retter en fejl” osv. På den måde finder jeg ud af, hvordan jeg bedst kan hjælpe og støtte. Desuden har min datter medejerskab over, hvilke spilleregler der gælder for lektielæsning og lektiedisciplinen.

Men problemerne opstår jo som regel, når børnene netop ikke er friske, mætte og glade. Sjovt nok. Det er jo når de er trætte, når vi ikke har tid eller ro, når de er sultne og triste, at verden synes at vælte. Og så er det her forarbejdet virkelig kommer til sin ret. Kram og vuggen og en roligt åndedræt kan virkelig få børnene til at slappe af og finde nye styrkende tanker frem – og især komme i tanker om det vi havde aftalt, da de ikke var ulykkelige.

Børn er forskellige. Og derfor er der forskellige ting, der virker bedst. For vores ene barn har det vist sig, at åndedrætsøvelser virker mest befordrende for, at hun kan slippe sine negative og drænenden tanker, når de overmander hende, og gør hende ulykkelig. Når hun har fået sin vejrtrækning i ro, kan hun begynde at sige det højt, som hun gerne vil tænke på, og langsomt bliver det muligt at slippe alt det svære. Derefter kan hun bedre finde vej til det, der virker for hende. For vores anden datter, virker den metode slet ikke. Hende når vi meget bedre ind til, ved f.eks. at vugge hende eller ae hende, mens vi taler beroligende til hende om, at vi er hos hende og passer på hende. Hun har brug for at være omsluttet af omsorg, så hun kan ”lægge sine våben”. Det giver hende adgang og overskud til at sætte ord på alt det frustrerende. Det er okay at være vred, sur og føle at mor er en kraftidiot. Det gør hende ikke forkert. Og når det er ude, så er det, som om det bare fordamper.

Optimist eller jubelidiot

Man kan som sagt lære at blive mere optimistisk. At tænkte mere positivt. Den positive psykologis forskere* har vist os, at det har en række fordele. Hermed ikke sagt, at pessimisme skal bandlyses. Den er bestemt nyttig nok. For slet ikke at tale om skepsis. Og realisme. Men inden jeg fortaber mig i en ordleg, vil jeg blot fremhæve, at med evnen til at tænkte positivt, at kunne se muligheder frem for begrænsninger, øger vi evnen til at tackle modgang, stress og en række alvorlige sygdomme. Selv om vi stadig er godt hjulpet, hvis vi også kan begribe alvoren og faren i relevante situationer, så vi ikke bare affejer enhver bekymring, som ligegyldig. Det er en balance.

Positivitets-ratio

Hvis vi kun oplever positive tanker og følelser fjerner vi os fra verden og realiteterne. Det vil på sigt ødelægge vores relationer og livskvalitet – og gøre os vanvittige. Tænk hvis vi kun følte positive følelser og ikke kunne sørge over et tab eller ærgres over et nederlag. En overvægt at negativitet, har på den anden side en række andre ubehagelige konsekvenser. Og hvis vi oplever lige mange positive og negative følelser og tanker, så siger ny forskning, at de negative vil have en tendens til at skygge for de positive. Altså at det negative opleves som meget mere dominerende og magtfuldt end det positive. Vi bør faktisk helst opleve ca. tre positive følelser hver gang vi oplever en negativ for at opleve, at der er balance. Vi taler om, at positivitetsratioen skal ligge på 3:1**. Forskning viser, at denne balance gør os bedst i stand til at udvikle os og trives***. Og hvem vil ikke det?

 

 

* F.eks. Barbara Fredrickson, Ilona Boniwell m.fl.

** For en uddybning se bl.a. B. Fredricksons forskning eller hendes bog ”Positivtet”, hvor hun præsenterer sin forskning på en let tilgængelig måde.

 *** Jeg benytter i flæng ordene tanker, følelser og overbevisninger. Der er selvfølgelig klare definitioner på forskellene mellem disse. Jeg håber du vil bære over med mine generaliseringer, som jeg helt ublu drøner afsted med for overblikket og enkelthedens skyld.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Post Navigation

%d bloggers like this: