Hverdagsramt

Sidde vågen flere nætter med syg datter. Finde energi til afslutningsceremoni i børnehaven. Samle mod og styrke til at smile og vinke, når yngste-barnet skal efterlades alene i den nye SFO-virkelighed. Stirre tomt på strygebrættet som er parkeret midt i stuen sammen med en alt for stor bunke skjorter. Ryste på hovedet af den groteske mangel på rene overflader – eller bare ryddede arealer – i huset. Undgå at kaste et blik ud i solskinsvejret, fordi jeg godt ved, at jeg kun får øje på alt det, haven trænger til.

Jeg er officielt hverdagsramt.

Lockouten var en ting, men at miste min nattesøvn, det invaliderer mig fuldkommen. Jeg kan kun tænke på en ting: hvordan får jeg alt det bøvl (unger inklusive) til at gå væk, så jeg kan sove. Længe. Når jeg mangler søvn, synes jeg at

  • verden er et ondt sted
  • min familie er for krævende
  • at jeg bør have usund mad i usunde mængder

Og samtidig mister jeg evnen til at løse mit største problem først, altså at få sovet ud og tage fat på udfordringerne. Jeg er et stort halvtomt glas. Ikke underligt, at forskerne siger, at søvn en vigtig trivselsfaktor.

Min olding på 8

Men hør så her. Midt i alt det er der selvfølgelig små oaser af indsigt og ren lykke. Som for eksempel da jeg for et par dage siden puttede min ældste datter, Isabella. Hun er 8. Gammelklog og enestående pragtfuld i sine observationer. Den pige har for længst overgået alle, jeg kender, i sociale kompetencer. Hun spotter alt og italesætter det skræmmende præcist. Hun aner ikke selv, hvor vildt det er.  

Som den ældste af mine stakkels børn må Isabella ofte finde sig i, at jeg stiller (lidt for) høje krav til hendes behovsudsættelsesevne. Pigerne og jeg er sommetider alene hjemme om aftenen, fordi Søren rejser meget. De aftner opstår der nogle gange den situation, at begge børn har brug for moar.

Moar-moar-moar-moooooaaaar. Nu-uu-u. (Ja, den situation opstår såmænd også nogle gange, når farmand er hjemme)

Og det kan godt være svært at være den, der skal vente i længst tid. Det er også lidt uretfærdigt. Men her er det jo mig, der vurderer, hvem der har mest akut behov. Og som regel vurderer jeg, at ildebrandene slukkes hurtigst ved at bede Isabella vente lidt. Sådan er det lige nu.

Hvis det bliver for meget af det gode, så siger den unge dame fra. Og så er bare om at lytte! Jeg har én gang fået en opsang, der lød sådan (jeg lover det, sådan talte hun, selv om hun kun var 6): Mor, jeg synes, det er urimeligt, at du lader Anna få lov til mere, bare fordi hun er lidt yngre end mig. Hun er da alligevel en stor pige, og jeg synes, du behandler hende som en baby. Det er unfair, for jeg vil gerne have lov til det samme som hende.

Bum. Så kan jeg lære det.

Mor-lektier

Nå, men forleden trængte Isabella altså til lidt ekstra mor-tid – og det fandt jeg så.

Så lå vi der, krammede og sang godnatsange og snakkede om livet. Hvad er let, hvad er svært, hvad tænker sådan en lille-stor pige på? Man lærer meget ved at holde sin mund og lytte.

Jeg spurgte hende også, om der var ting, hun ville ønske, hun kunne forandre. F.eks. om der var noget, hun syntes, at jeg kunne blive lidt bedre til. Hendes kloge og kære svar var:

”Du skal intet forandre, hvad angår kærligheden. Den er helt i top.” (sådan sagde hun altså)

Hun fortsatte med en hjertegribende kærlighedserklæring, og hun er jo, som børn ofte er, så loyal, at det ikke falder ligefor at kritisere en forælder. Så (ud over at gengælde hendes kærlighed) mindede jeg hende om, at jeg virkelig også gerne ville lære, hvordan hun kunne tænke sig, at vi havde det sammen. Jeg forsikrede hende, at jeg ikke ville blive ked af det, hun sagde. Og så rynkede hun lidt på næsen og tænkte sig om. Og sagde så:

Når du bliver sur, så må din stemme godt gå lidt langsommere op ad bakke. Hvis du skælder for højt ud, kan man godt komme til at føle skam og sådan. Og blive forskrækket. Hun forklarede derpå, hvordan jeg skulle bruge længere tid på tålmodigt og sagte at gentage mine budskaber, før jeg skruede – trinvist – op for stemmen. Det gav os en god snak om skæld ud.

Men var der ikke andet, hun ville ønske, jeg gjorde anderledes?

Jo, hvis nu jeg ikke arbejdede så meget, og brugte mere tid på at hygge og lege og spille med hende og Anna, så ville det være rigtig dejligt.

– Altså, når de hellere ville lege selv eller læse, så behøvede jeg ikke. Så måtte jeg da gerne arbejde. Men under lockouten, hvor Isabella var meget hjemme sammen med mig – i arbejdstiden – syntes hun ligegodt, at jeg brugte lidt for meget tid på.. nå ja, arbejdet (!)

Mor-lektier 

 

 

 

Flow – også i familielivet

Om et par uger må jeg følge op på det.  Altså på om hun stadig synes, jeg hygger og leger for lidt. For selv om hverdagen indfinder sig igen efter lockoutperioden, så er jeg rigtig tit at finde på arbejdet – altså bagved computeren. Jeg ved ikke, om det er en særlig tendens hos selvstændige eller en generel tendens, men jeg trives altså i det såkaldte ”grænseløse arbejdsliv”. Nok primært fordi mit arbejde føles som en fornøjelse, fordi det er min store passion, og fordi jeg selv bestemmer nærmest alt. Jeg har med andre ord optimale betingelser for flow-oplevelser, når jeg arbejder. Og derfor er det svært at holde op.

Det kræver faktisk en større indsats at opnå flow, når jeg holder fri. Når jeg arbejder, kommer det helt af sig selv. Sådan ved jeg, at mange har det. Men flow i familielivet er afgørende for, hvordan vi trives sammen. Hvad det vil sige at opleve flow i familielivet – og hvordan man opnår det – holder jeg foredrag om d. 15. maj, FN’s Internationale Familiedag. Og der er stadig (gratis) pladser at få. Her kan du finde ud af, om foredraget lige er noget for dig og din partner.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Post Navigation

%d bloggers like this: