GODT mit barn ikke er sådan!

Hvis du, som jeg, har mere end et barn, så kender du sikkert også til, at dine børn

  • har vidt forskellige personligheder
  • har forskellige styrker og svagheder
  • indtager forskellige roller
  • reagerer forskelligt i konflikter

Og måske kender du også det med ofte at bede det største barn om lige at have lidt ekstra tålmodighed og lade den lille komme til? Det tager jeg i hvert fald mig selv i fra tid til anden.

Jeg har som regel høje forventninger til at mit ældste barn er fornuftigt og kan tage vare på ret komplicerede ting. Hvorimod jeg let bliver overrasket eller lidt skeptisk, når hendes lillesøster skubber mig væk og selv vil klare udfordringerne. Uden hjælp. For i mit hoved er hun jo stadig den lille. Og jeg hjælper hende mere end jeg hjælper storesøster. Jeg kalder det, at jeg kommer til at babyficere min yngste datter. Hun hader det. Storesøster hader det endnu mere. Det er jo klart. Og det er min opgave at stoppe op og lære, at den lille er ved at blive stor.

Babyficering og rollernes betydning

Da jeg fik min yngste datter, var den ældste 2½ år. Hurtigt måtte Isabella (den ældste) lære at klare mange ting selv (tage tøj på, lyne, knappe, hælde op, rydde op, vente osv.) for mine hænder var optaget af en baby, der ikke kunne selv. Det fik vi selvfølgelig nogle reaktioner på, men det er en anden snak. Da min yngste datter så blev 2½ år, så kom der jo ligesom ingen ny baby og indtog rollen som den mindsten. Hun fik derfor lov at være ”den lille”. Nu er hun næsten 6 år. Hun er stadig den lille. Bevares, det vil hun jo altid være, men hun er også en stor pige, der for længst har lært at klare meget selv. Det er bare læringsforløbet, der har været helt anderledes med barn nr. to. De to forskellige forløb har naturligt nok været med til at forme deres personligheder. Og jeg ved, at alle os med to børn (og flere) lægger mærke til disse forskellige tendenser, som præger vores børn. Vi taler f.eks. om typisk 2’er-opførsel osv.

Og hvor vil jeg hen med dette? Jo, jeg overvejer, hvad det har af betydning for vores børn. Ikke så meget hvad vi forventer af dem. Men snarere hvad vi netop ikke forventer af dem. Er der noget eller nogen, som vi forhindrer vores børn i at opleve eller udleve, fordi vores forventninger eller manglen på forventninger begrænser deres handlemuligheder?

Det korte svar er: Ja!

For dælen.

Selvfølgelig sætter vi – og vores omgivelser – nogle rammer for, hvem vores børn er og bliver. Men det forhindrer jo ikke os som forældre i at være vågne overfor, om vi kan blive lidt mere imødekommende med hensyn til at lade vores børn afprøve roller, som vi selv ikke umiddelbart er ligefrem imponerede over. Som vi måske selv ser lidt ned på. Eller på anden måde har et problem med.

Måske trænger min store, fornuftige datter af og til bare til at være lidt sjusket, urimelig og egoistisk. Karakteregenskaber, som jeg vil vurdere ligger langt fra hendes hverdagsrolle, men hvem ved? Måske er det lige netop (en tilladt om end ikke opmuntret) adgang til denne væremåde, som vil give hende en sund balance og hjælpe hende til at undgå at påtage sig et for stort ansvar og for mange bekymringer til hverdag…

For at jeg kan hjælpe hende her, må jeg hellere være opmærksom på, hvilke rammer og forventninger jeg serverer på hendes mentale morgenbuffet. Og især hvilke fordomme og skygger jeg sniger med i grøden. Ellers er det svært at være helt ærlig, når jeg skal svare på hvem mit barn helst ikke må være… 

hvem må dit barn helst ikke være

 

I skyggerne

De fordomme og de såkaldte skygger, som vi selv bærer rundt på, de tjener jo det glimrende formål, at de hjælper os til at begribe og navigere i verden. De hjælper os med at lave antagelser og putte andre folk (og os selv) i kasser. Dejligt og bekvemt. Men de kan også være – og er det tit – en klods om benet på os. De forhindrer os i at turde være alle de forskellige typer, vi rummer indeni. På godt og ondt. Og det undgår vi naturligvis ikke at tage med os ind i forælder-rollen, når den tildeles os.

Lidt om skygger

Når jeg ikke kan udholde eller rumme – og for alt i verden ikke være – en bestemt type (det kunne f.eks. være en inkompetent bimbo-type) så har jeg en skygge på den væremåde, siger man. Men der er kvaliteter i alle væremåder.  Jeg forhindrer med andre ord mig selv i at få alle gaverne ved at kunne være sådan en type, fordi jeg skyer den som pesten og dermed overkompenserer i forsøget på at være det modsatte.

  • Men hvad går jeg glip af ved aldrig at være bare en lille-lille-bitte smule inkompetent og bimbo-agtig?
  • Hvad ville jeg vinde ved alligevel at være det i ny og næ? Bare på et lille næsten usynligt område i mit liv?
  • Er jeg egentlig ikke sådan nogle gange – bare kamufleret som noget andet?

Sådan nogle spørgsmål er væsentlige, når man udforsker og arbejder med sine skygger.

Opdragelse i skyggerne

Men tro ikke at du bare lige bliver sådan vupti skyggefri. At med dybe vejrtrækninger og accept så træder alt frem i lyset. Næ, nej. Vi har altid et eller andet, vi helst ikke vil være (andet ville jo være helt absurd) og derfor er skyggearbejdet et on-going projekt. Ikke i at udrydde skygger, men i at lede efter de balancer, der giver mere glæde, frihed og udfoldelsesmulighed. Så overvej lige en ekstra gang, om nogle af dine egne skygger ikke præger din forældrestil. Bare lidt? Og overvej om du – uden at vide det og uden at ville det – viderefører nogle skygger til dit barn?

Dannelse og god opdragelse

Hov, hov.
Jeg beder dig kun overveje. Og kun hvor og hvordan. Jeg beder dig ikke holde op! Vi præger vores børn. Vi skal præge dem. Vi opdrager dem jo til netop at kunne navigere i et sandt bombardement af krav og forventninger. At insistere på at grusomhed og dovenskab er ligeså fine dyder som flid og ærlighed, giver selvfølgelig slet ingen mening. Men børn, der indser, at man af og til kommer til at være en lille smule grusom, når man skifter bedste ven, og at man af og til godt må flyde med sin dovenskab og være lidt lillebitte og få mere mor-service end ellers, ja, de børn formår måske så meget desto bedre at acceptere nuancerne hos andre. De er bedre klædt på til at leve sig ind i andres perspektiver og forstå en ellers lidt uforståelig adfærd.

 

Er du nysgerrig på alt, hvad der handler om skygger, så vil jeg på det kraftigste anbefale dig at tjekke Danmarks skygge-dronning no. 1, Pernille Melsted, og hendes skyggefulde univers ud her

One Thought on “GODT mit barn ikke er sådan!

  1. Du fangede lige min interesse, fordi jeg igår sad og så tema aften på dr 2 og lige præcist tænkte, godt det ikke er mit barn, et barn som virkeligt opførte sig meget rædsomt. Men det værste var, at adfærden var direkte spejlet af morderens adfærd, og det kunne hun selvfølgelig ikke se til en start, fordi hendes skælden og smælden var en desperat reaktion på en ond spiral de begge fastholdt hinanden i. Barnet har så ikke modenhed eller ansvaret for at stoppe derouten, det har de voksne. Og det var rigtig spændende at se den udvikling som både barn og mor gik igennem, da de fik hjælp udefra. Men her var virkelig tale om skyggesider og om at overføre sine egne på børn. tak for dit gode og tænksomhed indslag 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Post Navigation

%d bloggers like this: