Familiecoachens børn hører heller ikke efter: Sådan tager jeg min egen medicin

Sommerferien nærmer sig. Vores børn har allerede fri fra skolen. Og imens den ældste datter, Isabella, har brugt ugen på dance camp, så har den yngste datter, Anna, holdt fri med mor og far. Planen var nu egentlig mest, at der skulle holdes fri og hygges med far, hvis sommerferie er begyndt. Mit eget program er nemlig ikke på nogen måde klar til at blive sat på pause. Jeg har stadig en del arbejde at nå, før jeg kan indstille aktiviteterne. Og sådan er livet som selvstændig jo også. I hvert fald for mig. Men med en uge, som dels er hakket i stykker af, at jeg skal fragte en datter til Holte kl. 9.30 hver formiddag og dels hente hende igen kl. 14.30 – og derimellem nå både arbejde og hvad der ellers kræves af hverdagen i en børnefamilie, så var det som om, alle mine arbejdsplaner en efter en blev udsat, syltet eller bare droppet. Ret frustrerede, i grunden. Og samtidig har jeg haft umanerlig svært ved at komme af med mit jetlag og en lille virus, begge pådraget under min nylige tur til Californien.

Nå, men jeg står så der; for træt og uoplagt og håbløst bagud med mit arbejde, mens solen brager ned, venners og families selskab virker meget mere tillokkende end den planlagte bogføring – og min lille datter (på 5 år, så helt lille er hun jo ikke længere) bare så gerne vil lege med sin mor.

Verdens dårligste legekammerat – det er mig

Og enhver, der kender mig, ved, at jeg er, nå ja, pisse dårlig til at lege. Jeg veeeed det godt. Jeg er uddannet pædagog og anser tilmed mig selv for at være rimeligt kreativ. Jeg burde kunne både sætte lege i gang og give mig hen til dem. Men jeg har tit bare følt mig så dum og malplaceret. Der midt i barbierne. Eller placeret på en alt for lille stol i rollen som – tadaaaa – moren. Eller storesøsteren. Og når jeg så forsøgte at sige noget ala ”så sagde vi jo, at vi skulle lave aftensmad”, så fik jeg bare et lille overbærende blik fra mine børn, som derpå rettede min replik til en mere adækvat bemærkning så som ”nej, så sagde vi jo, at vi var fattige bondepiger, der måtte vandre langt for at finde husly”. Og allerede dér var jeg jo sat af. Hvorfor det ene er bedre end det andet er stadig svært for mig at få helt greb om…

Nå, men jeg har altså både direkte og indirekte fået den besked, at jeg ikke er ret god til at lege. Og jeg er bestemt enig. Jeg føler mig klodset og forkert når jeg prøver. Og når sandheden skal frem sidder jeg jo også med følelsen af, at jeg burde ordne vasketøjet og ikke spilde tiden her. At jeg hellere ville lave mine egne ting.

Jeg ved det, det er skammeligt. Og selvfølgelig helt, helt modsat legens væsen. Derfor har jeg også droppet alt det, og så leger jeg i stedet noget med mine børn, som faktisk føles som leg. For begge parter.  Spil, quizzer, tumleleg og lignende.

På mor-datter-cykeltur

Men tilbage til denne uge med en datter, der bare hungrede efter at lege med mig. Hvilket privilegium, i øvrigt. Det varer jo ikke mange år, før jeg er ude i kulden, og de foretrukne legekammerater er nogle helt andre. Og det er jo ikke så svært, når det kommer til stykket. Anna er næsten 6 år, og vi f.eks. kan tage på cykeltur sammen. Med tæppe og madpakke. Så det gjorde vi i fredags. Ikke langt væk. Bare derudaf til vi ikke gad mere og så finde et sted med udsigt og plads. Spise frokost og så hjem igen. Anna var lykkelig. Og det var jeg også. Vi fik talt om lidt af hvert. Leget, at vi var en dronning og en prinsesse på skovtur, vi fik talt om verdenshjørnerne og min iPhones indbyggede kompas hjalp til, vi fik talt om trafikreglerne og om nervøsiteten og spændingen ved at starte i børnehaveklasse. Og vi fik også talt om, hvordan hun savner sin elskede børnehave. Jo, det var helt vildt dejligt. At hun så ikke orkede at cykle det allersidste korte stykke hjem og lavede en scene, fordi cykelhjelmen blev for varm, det betyder mindre. Vi havde alt i alt en virkelig dejlig tur – sammen. Kun os to. En sjælden glæde når man har to næsten jævnaldrende døtre.

Med min yngste datter Anna (5) på improviseret cykeltur

Med min yngste datter Anna (5) på improviseret cykeltur

 

I det hele taget er det vigtigt, det der med at:

tage sig TID

Og ikke mindst det med at:

være sammen med kun en barn ad gangen

Husk på at børn har brug for tid til at være langsomme. Også når du mener, at de burde tjeppe lidt op. Og denne tids store problematik ”børns opmærksomhedsvanskeligheder” handler i høj grad om, hvordan vi voksne opfører os i hverdagen. Guderne skal vide, jeg ikke er et skoleeksempel på god forældreskik, når det kommer hertil. Som min gode ven Tue engang lærte mig, så er ”doktorens børn altid syge”. Og det gælder desværre også for familiecoachen i visse henseender. Selvfølgelig. Ja, jeg håber I hvert fald ikke, at nogen læsere her tror, at jeg er en fejlfri forælder (hvis sådan en overhovedet findes). Men jeg ved, hvad der skal til – og jeg øver mig hver dag. Her er nogle af de vigtige ingredienser, hvis vi vil styrke vores børns evne til at være opmærksomme og koncentrerede, til at kunne lytte, engagere sig og udvikle højt selvværd og selvtillid:

Drop ideen om kvalitetstid

Vores børn har brug for tid sammen med os. Hver dag. Gerne længe. Ikke koncentreret til udvalgte lommer, hvor vi har planlagt tivolitur, Legoland, Lalandia og en skiferie. Det er hver dag, jeg mener. Sluk tv’et (bredbåndsbarnepigen) og inviter børnene til at deltage i madlavning, tøjvask, oprydning, indkøb osv. Det tager lang tid. Meget lang tid. Og det skal måske planlægges. For tid er jo ikke liiige det, vi har mest af, vel? (eller er det netop det?) Det kræver din tålmodighed. Du kunne gøre det hurtigere selv. Det er besværligt. Men der er lys forude.

De elsker at være sammen med dig. De lærer, at de også bidrager og spiller en rolle for familiens fællesskab. De lærer, at de ikke er hjælpeløse, men at de kan udrette noget – det giver selvværd og selvtillid. I får en god anledning til at tale sammen. De får nogle færdigheder, som vil komme dem til gode senere. I øvrigt er pligter, som ikke er en byrde, men blot symbolske, en vigtig kvalitet i børns liv. At have pligter i hjemmet lærer børn at tage medansvar og at bidrage til fællesskabet.

Drop troen på multitasking

Hvad angår opmærksomheden, så skærper det børns opmærksomhedsevne, at I sammen er opmærksomme på den fælles aktivitet. Og sørg for at der er mulighed for koncentration og fordybelse. Ikke tv, pc eller tablet til at distrahere og stjæle jeres opmærksomhed. Vi kan ikke multitaske. Vi har ikke kanaler nok, så hvis vi alligevel gør det (det prøver vi jo ofte på, ik’?), så koster det opmærksomhed. Det gælder også for børn. Lad være med at skælde dem ud over, at de ikke hører efter. Hvis du ikke har slukket for konkurrerende opmærksomhedskrævende kilder, er de lovligt undskyldt. Børnene er ikke uopdragne. De har bare ikke båndbredde nok til at følge med i flimmer, farver og formaninger fra mere end en afsender ad gangen.

Sådan tager jeg min egen medicin

Når ferietiden indfinder sig her i det Holmgrenske, så plejer vi at skrue ned for arbejdsblusset, sove lidt længere, bruge meget tid på at spille, pjatte og tage på ture med børnene og ellers bare nyde, når de kan lege sammen – i fred og fordragelighed. Ahh, det er bare en fornøjelse. Men i år vi jeg prøve at lære mig nogle vaner, som jeg kan tage med ind i efteråret og vinteren. Jeg vil – selvfølgelig som altid – tage min egen medicin. Jeg kunne godt blive bedre til at inddrage pigerne i hverdagens huslige gøremål. De er meget flinke til at deltage i indkøb. Og madlavning såmænd også. De rydder gerne op og elsker, når de må vaske gulv. Men de er ikke så tit de får lov. For jeg har jo så travlt, og det er lettest liiige at klare det selv. Men slut med det. Jeg skylder dem at inddrage dem! Jeg lyver for mig selv, når jeg tænker, at jeg gør dem en tjeneste at fritage dem.

Hvordan tilbringer I ferien i jeres familie? Jeg er nysgerrig på, hvad I laver sammen med jeres børn – både til hverdag og i ferietiden. Og hvad I måske godt kunne tænke jer at begynde at lave sammen med dem…? Skriv en kommentar herunder. Måske kan dit indlæg inspirere mig og andre.

Rigtig god sommer,

 Nadia

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Post Navigation

%d bloggers like this: