Er vi en RIGTIG familie?

Da jeg forleden iagttog, hvordan min lille datter i sin leg havde indrettet reolens otte hylder til værelser, garage og stald bemærkede jeg en lille detalje. Så jeg tog et billede:

Kens familie Scenariet mindede mig nemlig på mærkelig vis om en kvinde, som jeg mødte på en konference i Californien sidste år. Lad os kalde hende Lucy. På en af konferencens workshop skulle deltagerne på et tidspunkt igennem sådan en af de der obligatoriske netværks-lege med hils-på-din-sidemand (hvor der så altid er et eller andet ice breaking twist, som jeg finder akavet mel tåleligt) og sådan mødte jeg Lucy. Jeg fortalte Lucy, at jeg bl.a. arbejder med at coache familier osv. og hun fortalte bl.a., hvordan hun drev en virksomhed i Canada og privat levede sammen med sin mand gennem 30 år. Hun spurgte nysgerrigt til mit arbejde med familier, selv om hun og hendes mand jo ikke var sådan en helt ’rigtig’ familie, som hun selv forklarede. Jeg forstod ikke helt, hvad hun mente, så jeg spurgte. Jo, uddybede hun, de havde jo ikke børn. Det fik os ind på en samtale om, hvorvidt man er en rigtig familie, hvis man ikke har børn. Hvad enten det nu er et valg eller et vilkår.

Jeg ser familiebegrebet som bredest muligt; Jeg mener helt klart, at en familie består af to eller flere mennesker, der holder sammen på den ene eller anden måde. Og som kan forstå sig selv som en familie, som en enhed. En familie er jo som system eller institution utrolig svær at definere præcist. Det er klart, at far-mor-børn-modellen er den model vi kender allerbedst herhjemme, men vi ved også, at der er vokset en mangfoldighed af familietyper frem de seneste år. De familietyper involverer imidlertid altid et barn. Nogle gange kun én voksen og ét barn, men altid et barn. Jeg mener så bare, at man som par også kan være en rigtig familie. Så består familien kort og godt af to voksne mennesker. De to voksne er hinandens familie. De kan måske endda være hinandens eneste familie. (De kan også have en hund, men det er helt, helt uden for mit ekspertområde at forstå mig på menneskers relationer til kæledyr. Beklager.).  For mig at se ligger definitionsretten kun et sted, og det er hos aktørerne selv. Men måske opleves det ikke sådan for det barnløse par? Måske opleves det heller ikke sådan for det homoseksuelle par? Kan Ken og Ken eksempelvis udgøre en familie? Selvfølgelig, mener jeg. Men det er jo kun Ken og Ken, der kan svare på, om de vil være en familie og om de kan se sig selv og forstå sig selv som en familie.

Og hvad så med det tidslige aspekt? Kræver familiebegrebet ikke et element af reproduktion m.h.p. en ny generation? Ikke nødvendigvis, mener jeg. For at være lidt firkantet vil det jo indebære, at en single mand, der er sæddoner, også reelt vil blive en del af en familie. Sådan bare lige pludselig. Helt uden at han ved det selv. Det mener jeg ikke familiebegrebet helt kan rumme. Så jeg mener ikke, at en familie må og skal rumme mindst et barn, før vi kan kalde konstellationen for en familie.

Alt dette nåede jeg jo ikke at diskutere med Lucy, mens vi netværkede os igennem de få men heldigvis ikke akavede særlig minutters snak. Men jeg fik jo altså nævnt, at jeg mener, at man sagtens kan være en ’rigtig familie’, selv om man ikke har fået børn.

Workshoppen forløb helt fremragende, og bagefter var jeg sprængfyldt med inspiration og helt koncentreret om det jeg lige havde lært. Derfor kom det helt bag på mig, da jeg blev prikket på skulderen af Lucy. Hun ville bare sige tak, fordi jeg havde sagt det med den rigtige familie, forklarede hun. Med blanke øjne fortalte hun, hvordan det altid havde været hendes store sorg, at hun og hendes mand ikke havde kunnet få børn. Aldrig før denne dag havde hun tænkt tanken, at de jo faktisk godt kunne tillade sig at føle sig som en rigtig – ordentlig – familie. Og nu kunne hun slet ikke vente med at rejse hjem til sin mand og dele sin nye indsigt.

For nogle vil dette være en banal indsigt. En helt ligetil tanke. For Lucy og hendes mand havde det i årtier været et tabu, at de ikke kunne få børn og derfor ikke var lige så ’rigtige’ som alle de andre. Nu kan forhåbentlig de slippe følelsen af at være forkerte.

I stedet for at spørge hvem, der kan være i en familie kan de – og vi – nu spørge hvordan vi er i en familie.  Og det er jo her magien opstår.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Post Navigation

%d bloggers like this: