Børneghettoer og samvittighedskvaler

Moderne barndom og institutionaliseringsproblematikken er i disse dage oppe at vende i medierne. I dag kunne jeg læse i Information, at vi har mistet familiebalancen og i går besøgte Professor Per Schultz-Jørgensen Radio 24syv til en snak om moderne børneopdragelse og ditto børneliv. 

Jeg har i en årrække fulgt professorens arbejde, og han har således været inspiration for en del af mit arbejde og mine tidligere skriverier. I 2009 skrev jeg bachelor bl.a. om børns liv i daginstitutioner og problemer i forhold til børns meget lange ophold i vuggestuer og børnehaver – institutioner som Per Schultz-Jørgensen kækt kalder på børneghettoer med henvisning til, at vi som samfund har en tavs overenskomst om, at vi propper vores elskede unger ind i overbelagte institutioner med for få voksne og for lidt nærvær, mens vi lukker øjnene og håber det bedste (det sidste er min tolkning).

Jeg har i årevis beskæftiget mig med det groteske paradoks, at (vi) unge børnefamilier tilsyneladende partout skal gøre karriere og arbejde mere end nogensinde lige  netop imens vi er det sted i livet hvor vi sætter børn i verden. Små børn, der ved gud har brug for vores tid og nærvær. 

Disclaimer: Jeg vil starte med at tilstå, at jeg selv hører til de heldige (få), der har kunnet indrette tilværelsen sådan, at mine børns barndom udspilles, mens vi hhv. er studerende og selvstændige – dvs. hjemmearbejdende i en lang årerække.

Men for mange, mange af de familier jeg har kontakt med, gælder det jo for pokker, at de har sat sig (er blevet sat?) i en situation, hvor det ikke er en mulighed at arbejde hjemme og hente børn tidligt og bare arbejde videre efter puttetid, sådan som jeg selv kan.

Så hvad gør man?

Hader sig selv?

Nej, det gavner jo ingen.

 Men derfor kan man stadig godt tage ansvar for situationen og få det bedste ud af det man nu engang har af muligheder. Det er bl.a. noget af det jeg arbejder intenst med – altså hvordan forældre helt konkret kan skabe overskud, nærvær og glæde i familien og dermed få sunde og robuste børn, der trives og udvikler sig. 

Det helt afgørende for børns trivsel er, at barnet har gode tilknytningsmuligheder, gode, tydelige og omsorgsfulde voksne, voksne, der elsker barnet og anerkender det som menneske – også når livet slår knuder og verden er dum.

Voksne skal også udfordre og stimulere barnets nysgerrighed, læringspotentialer og udviklingsmuligheder. Voksne skal være gode rollemodeller og voksne skal lære barnet at regulere sig selv og at kunne rumme hele følelsespaletten, som jo ikke altid er helt let at tackle, lige meget om man er 2 eller 42. 

Derfor ligger der et kolossalt ansvar på både forældre og pædagoger – i og med at børn i dag tilbringer mange vågne timer sammen med professionelle voksne, altså pædagoger.  Kvaliteten af familielivets relationer og kvaliteten af daginstitutionen/skolen er begge vigtige nøgler. Da jeg i 2009 skrev bachelor om emnet anvendte jeg forskning og tal fra 2008, og selv om de nu er knapt 6 år gamle vil jeg alligevel lige præsentere dem her. For forskningen er stadig relevant. Her er et lille hjørne af, hvad vi ved om børns ophold i daginstitutioner.  

 Børneghettoen i tal

I gennemsnit passes et dansk barn 2008 i 7,5 time dagligt uden for hjemmet. Hvert 7. barn er passes i mere end 9 timer dagligt. I forsøget på at finde ud af hvad det faktisk betyder for børnene at opholde sig få eller mange timer i en daginstitution, har det vist sig, at der ikke tidligere har eksisteret relevante undersøgelser af danske forhold. I stedet har man forholdt sig til amerikansk forskning Her har det vist sig, at børn udsættes for en negativ påvirkning, hvis de passes i et dagtilbud mere end 30 timer ugentligt. Dette ville i dansk regi betyde at størstedelen af danske børns udvikling var truet af at gå i børnehave. Men den amerikanske undersøgelses resultater viser så stor sammenhæng mellem barnets udvikling og familien/hjemmets omstændigheder, at man ikke kan uddrage entydige svar på hvad daginstitutionens rolle i udviklingen har været. Desuden kan Danmarks og USA’s pasningsordninger ikke umiddelbart sammenlignes.

Men en nyere dansk undersøgelse dokumenterer, at der også herhjemme kan påvises en tydelig sammenhæng mellem en stigning i adfærdsproblemer hos 3,5årige og det antal timer, de tilbringer i daginstitution. Det viser sig i den danske undersøgelse, at mere end 40 timers ophold pr. uge i en daginstitution er signifikant forbundet med mere negativ adfærd (Dencik m.fl., 2008; 258). Denne negative adfærd beskrives som:

  • impulsivitet (rastløshed, kan ikke vente, kan ikke sidde stille)
  • emotionel intensitet (hidsighed, temperamentsfulde anfald)
  • koncentrationsproblemer

(men husk nu, at selv om dit barn af og til er meget impulsivt, hidsigt og ikke hører efter, så er det ikke ensbetydende med, at der er noget galt – fænomenerne er jo alle ”normale” i et vist omfang)

Adfærden svarer til den amerikanske undersøgelses beskrivelse af problemerne ved mere end 30 timers ophold, forskellen er blot at danske børn tilsyneladende først reagerer negativt omkring 40 timers grænsen. Den danske undersøgelse, der har undersøgt i alt 6000 børn fra 5 måneders alderen og frem til skolealderen, har vist en kritisk zone i timetallet for daginstitutionsophold; Ophold på mindre end 38 timer om ugen viser ingen signifikant sammenhæng med de omtalte adfærdsproblemer. Ophold mellem 38-44 timer omtales om kritisk gråzone, og mere end 44 timer viser en tydelig forbindelse til den negative adfærd.

Disse tal kan også ses i sammenhæng med de psykosociale faktorer, der spiller ind; De børn, der passes i daginstitutioner mere end 40 timer ugentligt udgør kun 3,4 % og kendetegnes ved at komme fra familier med nyligt skilte forældre, og desuden at have en nedtrykt eller ligefrem deprimeret mor, som hverken orker hverdagen eller barnet, der for moderen opleves som vanskelig at være sammen med.

Her kan dele af den amerikanske undersøgelse med fordel inddrages. Den viste, at den negative påvirkning fra et langt ophold i daginstitution i nogle tilfælde kunne modvirkes; hvis barnets mor i særlig grad udviste sensitiv omsorg for sit barn og var responsiv overfor barnets udspil (Dencik m.fl., 2008; 256), var barnet også klassificeret som mere trygt tilknyttet i dets institution. Til dette skal også lægges at selve daginstitutionens kvalitet har betydning.

Forældrenes ”omsorgskvalitet” har betydning for barnets udvikling, og kan i nogen grad kompensere for – men ikke helt fjerne – negativ effekt af et langt ophold i daginstitution. Undersøgelsen viser ikke, hvorvidt ophold i mindre end 38 timer ugentligt ligefrem er gavnligt for børns udvikling.

Er vi på skæv kurs?

Jeg mener selv, at det er helt vanvittigt, at vi har indrettet os sådan – som samfund – at både familieskabelse og karriere skal max-belaste unge voksne på samme tid. Men jeg kan heller ikke selv lade være med at følge med og deltage i galskaben. Vi gør jo alle vitterligt det vi selv tror er bedst, og vi gør det så godt som vi kan.

Jeg vil fortsætte mit arbejde for at familierne kan få mere trivsel og mere af det, der hedder work-life-balance. Det jeg kan se er, at det er muligt med en ansvarlig indsats og nogle solide værktøjer. Det kommer ikke af sig selv. Set fra mit perspektiv er det på den måde muligt at blæse og have mel i munden. Det er muligt, at have et lykkeligt familieliv og en blomstrende karriere. Men alt med måde. Selvfølgelig. Der er mange hensyn at tage og balancer, der skal overvejes og hele tiden finjusteres. Det kræver voksne, der reflekterer og tager ansvar – og taler sammen! Åbent og kærligt. Vi kan hjælpes ad. I familierne, i parforholdet, i vennekredsen. Vi kan hjælpe hinanden både med praktikken, med nærvær og interesse og med opbakning og opmuntring. Husker vi at give hinanden alt det?

 

Primær kilde: ”Familie og børn i en opbrudstid” af Dencik, Sommer og Schultz-Jørgensen, 2008.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Post Navigation

%d bloggers like this: