10 ting jeg aldrig ville poste på Facebook af frygt for at miste status

Lyver vi på Facebook?

Det kan godt være vi ikke ligefrem lyver, men vi redigerer selv(følgelig) vores profil, og er det billede vi fremstiller sandfærdigt? Er det præcist? Er det overhovedet relevant, hvis det ikke afspejler virkeligheden? Det reflekterede jeg over, da jeg stødte på denne video, som tydeligt illustrerer, at den facade vi fremstiller på Facebook, ikke nødvendigvis afspejler vores  virkelighed (hvad det så end betyder…). De fleste af os skriver tilsyneladende hellere opdateringer, der maler et flatterende billede af os selv, end vi hænger alt vores mentale og følelsesmæssige vasketøj til skue.

Facebook og selviscenesættelse

Jeg har 4-500 ”venner” på Facebook, og mit newsfeed rummer langt flere positivt stemte udmeldinger end negative. Og det er da ganske relevant at reflektere over, hvordan vi “skaber os” på de sociale medier. Vi er jo på en måde vores egne spindoktorer. Og det er jo helt indlysende, at vi ikke kan (og da slet ikke vil) fremstille os selv 1:1. Det behøver bare ikke være, fordi vi har noget at skjule. Det kan jo også være fordi, vi bare ikke vil spilde vores egen og andres tid med negativitet eller ligegyldigheder. (Jamen, det er da en mulighed!)

Det negative er enten for stort eller for småt til Facebook

Når det så er sagt, så har jeg i den seneste tid også læst endog ufatteligt barske statusopdateringer, som ikke blot berørte mig og andre dybt, men også var hudløst ærlige og bestemt hørte til ikke i kategorien ”skønmaleri”. Facebook bliver brugt til alt mellem himmel og jord; også de barske realiteter. Dem, der handler om, at livet nogle gange virker så urimeligt, meningsløst og uretfærdigt, at man bare må skrige sin fortvivlelse ud på alle tilgængelige platforme.

Men jeg kan nu alligevel godt genkende billedet af at flertallet af statusopdateringer på en eller anden måde tjener til at forfatteren positionerer sig selv på en ønskværdig måde.

Selv om jeg ikke ofte annoncerer det på Facebook, så sker det også for mig i ny og næ, at jeg møder modgang. Jeg kan blive ked af det, såret eller rasende, og nogle gange opfører jeg mig også latterligt (det er selvfølgelig virkelig sjældent). Og hvad gør jeg så? Ja, jeg skriver det i hvert fald ikke på Facebook. Men er det, fordi jeg ikke vil vise denne uskønne side af mig selv frem? Faktisk nej. Ikke kun i hvert fald. (Jeg kan jo til gengæld så blogge om det, når jeg er særligt latterlig og virkelig frustreret – denne tendens vil jeg lade andre analysere).

Mine primære grunde til ikke at offentliggøre mine ærgerlige hverdagsoplevelser er, at de enten er for små eller for store. De passer sjældent præcis til Facebookformatet – efter min helt egen private mening.

At problemerne er for små betyder, at jeg kan håndtere dem følelsesmæssigt, og at de derfor ophører med at være problemer  allerede inden jeg får tid til at skrive noget om dem.

At problemerne er for store til Facebook betyder f.eks., at jeg

  • mener, at de ganske enkelt er for private til det offentlige rum. Og når jeg først har offentliggjort dem, kan de måske aldrig slettes. Og måske vil jeg en dag –af en eller anden årsag – fortryde. Så hellere undlade at poste.
  • ikke kan tillade mig at inddrage (og altså) offentliggøre de andre impliceredes private forhold i mit facebook-show

Min selvcensur på godt og ondt

Det er altså en slags negativitetscensur, jeg pålægger mig selv. Den synes jeg dog ikke er så påfaldende som dens pendant, nemlig min positivitetscensur: Jeg vil nemlig ikke være for positiv.

Det er altså lidt paradoksalt. Hør, jeg arbejder dag ud og dag ind med trivsel og positiv psykologi. Og jeg skal hilse at sige, at den slags smitter laaangt ind i privatlivet. Jeg er toptrænet i at spotte ressourcer, lægge mærke til alt der handler om lykke, glæde, succes (fortsæt selv). Jeg skriver jævnligt opdateringer, som bestemt er i den positive eller som minimum i den konstruktive genre. Og jeg forsøger at begrænse mig til at skrive relevant og måske endda morsomt (to helt ekstremt subjektive kategorier). Men gud forbyde, at jeg skulle være en af de der jubeloptimister, der helt indlysende lyver sig mere lykkelige og succesrige end de faktisk er. Det vil jeg ikke kaldes.

Mine skygger bestemmer over mig

Jeg har en kæmpe skygge på at være ”for positiv”. Det er nemlig negativt, at være alt for positiv.

Med det mener jeg, at jeg så at sige er fordomsfuld overfor overdreven positivitet. Jeg ser lidt ned på det og vil for alt i verden ikke “være sådan én, der er lallende naiv og positiv”. Så hvad gør jeg i stedet? Jeg begrænser mig selv rigtig meget ift. alle mine (mange) kække impulser til at skrive på Facebook, når jeg er helt vildt glad, stolt og overskudsagtig. Og det er jeg oprigtigt talt næsten altid. Ikke juuublende glad, men sådan grund-glad. Sådan liiige et nyk mere end veltilfreds. Det er mit standardniveau hvad humør angår.

Det er derfor videoen fra forleden fik mig til tastaturet. Jeg blev ramt. Ramt af det der ”I lyver jer gladere end I er”-budskab.

For jeg lyver mig jo snarere mindre lykkelig, end jeg faktisk er. Jeg vil ikke offentligt svælge i al min lykke og succes, for tænk hvis nu alle mine Facebookvenner (= potentielt “hele verden”) skulle tro, at jeg var (åh gru) overoptimistisk. For med overdreven optimisme følger måske overfladiskhed og falskhed og andre hæsligheder. Puh-bad!

Nu har jeg imidlertid besluttet at give denne skygge en ordentlig olfert ved at offentliggøre alle de statusopdateringer, jeg ville ha skrevet, hvis jeg ikke var bange for at fremstå som hende den selviscenesættende (falske og overfladiske) jubeloptimist.

Her er: de 10 ting jeg aldrig ville poste på Facebook (af frygt for at miste status ved at være alt for positiv)

  • Mine børn er genier [billeder af mine børn og/eller af noget børneskabt]
  •  Jeg er så tindrende lykkelig for mit liv [billede af mig der smiler – gennem flatterende instagramfiltre naturligvis]
  • Tak kære løbemakker – uden dig var jeg aldrig kommet ud at løbe i dag (heller ikke i dag) [ingen billeder for jeg ligner en nar når jeg træner – og så forfængelig er jeg altså]
  • Mine børn er genier [billeder der dokumenterer det indlysende i denne påstand]
  • Jeg har den sejeste mand i hele verden[efterfulgt at en beretning om hvor meget han knokler og hvor ukuelig han faktisk er]
  • Mit liv er sgu en dans på roser – ikke fordi der aldrig sker noget l*rt, men fordi jeg som udgangspunkt er rasende god til at håndtere det og de svære tanker og følelser, der følger med. Guderne skal vide, at det ikke altid har set sådan ud. Men NU synes jeg, at jeg har fat i den lange ende. [og så et link til Sanne Salomonsens fuldkommen mageløse nummer ”Hjem”]
  • Mine børn er genier [igen billeder af det indlysende]
  • Jeg sidder og glæder mig til at min mand kommer hjem fra foredrag nummer 93 (treoghalvfems!!) i år, for det betyder en hårdt tiltræng sommerferie for ham, og det fortjener han BIG TIME. [I vores branche er 93 foredrag på 6 mdr. ret pænt og et udtryk for succes. Det blærer man sig jo ikke ret tit med – er det ikke en fejl, når nu det er så mega flot?]
  • Hey, jeg er sgu stolt af at vi som selvstændige har klaret os gennem finanskrise (og boligboble og alt muligt andet bøvl) med vækst hvert eneste år. Jeg fatter slet ikke alt det med, at vi ikke længere bør bruge vækst-begrebet. Det er immervæk nødvendigt for at mine børn får mad hver dag. Selv om det er udfordrende på rigtig mange områder, at både mor og far er selvstændige, så er tilværelsen som selvstændig den jeg allerhelst vil ha!
  • Fik jeg nævnt at mine børn er genier?

 

Hvis du har en skygge, der trænger til en rystetur, så er du meget velkommen til at dele det i tråden herunder eller på FamilieFlows Facebookside. Jeg kan betro dig, at det er ret sjovt at skrive alt det man aldrig ville ha skrevet…

Jeg flyver selv snart til Amsterdam for at deltage på en stor konference om positiv psykologi. Jeg glæder mig til at dele her og på facebook, hvad der rører sig på den internationale forskningsscene indenfor familieliv, trivsel og andre relevante områder. Husk, at hvis du vil holdes opdateret, så kan du like FamilieFlows Facebookside og abonnere på mine indlæg, så de dumper direkte ind i din indbakke. Og jeg spammer dig aldrig. På spejderære.

 

Nadia

 

2 Thoughts on “10 ting jeg aldrig ville poste på Facebook af frygt for at miste status

  1. Helle Skovkjær on 5. november 2014 at 22:21 said:

    Min kusine, Nadia Holmgren, er et geni. Jeg skriver det ikke kun, fordi hun er min kusine, men fordi den humor, indsigt og livsvisdom, hun gang på gang demonstrerer på sin blog, giver mig gåsehud – på den fede måde! Kære Nadia, jeg elsker dine refleksioner over tilværelsen. Du kender dit værd, men du rummer samtidigt en vidunderlig selvironi, og jeg lærer noget hver eneste gang, jeg læser på din blog eller ser en statusopdatering fra dig. Fortsæt det gode arbejde!

    • Nadia Holmgren on 6. november 2014 at 15:50 said:

      Kære Helle. Tusind tak! Hvor er du sød og hvor er jeg glad for, at du kan bruge det jeg skriver til noget konstruktivt. Dét gør mit arbejde endnu mere meningsfuldt. Jeg oplever selv tit, at jeg kan have hørt vigtige pointer og indsigter mange gange uden at det rigtig fænger hos mig. Men så lige DEN dag, hvor jeg lige præcis er klar til at høre det, SÅ lytter jeg. Og jeg hører lige præcis den del, som JEG kan absorbere og lære af.
      Selv elsker jeg den slags (måske lidt for sjældne) aha-oplevelser og jeg ved, at der alligevel skal noget til, før jeg kommer til tasterne og afleverer min feedback til afsenderen. Så tak, Helle, fordi du tog dig tid til at skrive. KH Nadia

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Post Navigation

%d bloggers like this: